De franske skattemyndigheder har fundet 20.000 skjulte swimming pools. Foto: Shutterstock
De franske skattemyndigheder har fundet 20.000 skjulte swimming pools. Foto: Shutterstock

Finder 20.000 hemmelige swimming pools med kunstig intelligens

Europa

30/08/2022 10:30

J. Bøgen

Fundet har skrabet 85 millioner kroner ind til myndighederne.

De franske skattemyndigheder har gjort noget af et fund.

I forbindelse med en test af et nyt program baseret på kunstig intelligens, har de nemlig opdaget intet mindre end 20.000 "skjulte" swimming pools - altså pools, som myndighederne ikke er blevet informeret om.

Og den går ikke, da en privat pool øger ejendomsværdien, og dermed også ejendomsværdiskatten.

Således har fundet af de 20.000 hemmelige swimming pools ført til, at de franske skattemyndigheder har indkrævet 85 millioner kroner fra de franskmænd, der "havde glemt" at informere om, at de havde fået en pool.

Det skriver BBC.

Overvejer forbud mod nye pools

Frankrig har denne sommer været ramt af en helt ekstrem tørke.

Faktisk har den populære feriedestination kun fået sølle 9,7 mm nedbør i løbet af juli måned. Det er den laveste mængde siden 1961 ifølge den nationale vejrservice, Meteo-France.

Det har ført til et forbud mod vanding af afgrøder, og intet mindre end 100 kommuner har reel mangel på drikkevand.

Og det er netop på grund af den sidste årsag, at man overvejer helt at forbyde nye swimming pools.

"Udfordringen er at sikre vores behov for drikkevand," lyder det fra Julien Bayou, der er medlem af Europe Écologie Les Verts, et grønt og miljøorienteret parti, til det franske medie BFMTV.

Han understreger dog, at et eventuelt forbud mod nye pools er aboslut sidste udvej.

I 2020 var der mere end 3,2 millioner private pools i Frankrig, og i løbet af coronapandemien er efterspørgslen eksploderet.

Mest Læste

Annonce