Mykolajiv. Du kan lige så godt begynde at øve dig på at udtale det.
Det er nemlig den by i Ukraine, som Danmark har lovet af hjælpe med at genopbygge.
Over de seneste måneder har havnebyen været under beskydning stort set dagligt, og i dag er størstedelen af byen ganske enkelt ubeboelig, for ikke at sige direkte ubrugelig.
Danmark har sagt ja til opgaven med at genopbygge byen, der ligger ud til Sortehavet, når krigen engang er ovre - eller der i hvert fald er så meget ro på i området, at det er sikkert at begynde projektet.
Og det er en optimistisk borgmester, der fortæller til TV 2, at de er i fuld gang med at hente inspiration fra Norden.
"Vi ser Mykolajiv som det 'nye København' i fremtiden," siger Oleksandr Sjenkevytj til mediet.
Mykalojiv ligger tæt på Kherson og Odesa, der begge har været præget af voldsomme kampe. Foto: Shutterstock
Ser Mykolajiv som en grøn by
Borgmesteren siger, at han ikke har brug for penge, men at han har brug for projekter. Som eksempel nævner han opførelsen af et forbrændingsanlæg, som kan producere energi og varme, men som ville kunne være på danske hænder.
Interesseorganisationen Green Power Denmark er allerede en del af et partnerskab, der skal bidrage til genopbygningen af den ødelagte by.
Og det grønne er en central del af genopbygningen, forklarer Taras Byk, medstifter af Mykolajivs genopbygnings- og udviklingsagentur, der håndterer samarbejdet med Danmark.
"Vi ser udviklingen af Mykolajiv som en grøn by, så Danmarks erfaringer bliver væsentlige," siger han til TV 2.
Krigen har ødelagt store dele af byen. Foto: Shutterstock
Akutte mangler for vand og varme
Når vi taler København 2.0 er der dog tale om langsigtede planer. Lige nu og her står byen, der normalt er hjem for 500.000 mennesker, nemlig og har to meget store problemer: vand og varme.
Russernes bombardementer har nemlig resulteret i, at en vigtig rørledning er blevet ødelagt, hvilket har tvunget myndighederne til at lave en alternativ vandforsyning.
Men det rensesystem, der bruges i øjeblikket, er ikke i stand til at rense vandet, så det kan bruges som drikkevand. Og med en vinter på vej, er der nødt til at blive gjort noget, så indbyggerne ikke skal stå i bidende kulde og vente på at få udleveret vand på flaske af myndighederne ved forskellige uddelingssteder rundt om i byen.
Med Danmarks hjælp vil borgmesteren derfor installere 100 små vandrensnings-systemer rundt om i byen, hovedsagelig ved skoler, hospitaler og andre steder, hvor folk skal have akut adgang til rent drikkevand.
Og hvis man endelig bliver nødt til at trodse vinterkulden og stå i kø for at få vand på flaske, er der stadig en risiko for, at indholdet i flaskerne fryser til is - også derhjemme.
Bombardementerne har nemlig gjort talrige bygninger vinduesløse, hvilket betyder at det lige nu kun er materialer som skum og krydsfinér, der forsøger at holde på varmen.
Danmark har i første omgang afsat 100 millioner kroner til en genopbygningen af byen. Og ifølge udviklingsminister Flemming Møller Mortensen (S) vil det beløb stige.