600 kg tunge Freya er på eventyr i Oslo i disse dage. Det vides ikke, om det er Freya på billedet her. Foto: Shutterstock
600 kg tunge Freya er på eventyr i Oslo i disse dage. Det vides ikke, om det er Freya på billedet her. Foto: Shutterstock

Kendis-hvalros skaber ravage - igen

Europa

21/07/2022 14:58

J. Bøgen

Det er langt fra første gang, at hvalrossen Freya skaber udfordringer i havnebyer.

Hvalrossen Freya er efterhånden blev lidt af en kendis i Norden - dog ikke altid for noget positivt.

I disse dage bliver Oslo havn i Norge nemlig udsat for lidt af hvert fra den 600 kg tunge klump, der tidligere blandt andet har angrebet en svane, solbadet på molen og ligefrem sænket en båd.

En video fra det norske medie VG viser en svane komme glidende gennem vandet. Pludselig havner den i Frejas gab, og den ulige kamp er hurtigt overstået.

En anden video fra mediet viser en dreng, som står på Stand Up Paddleboard i havnen. Han glider af brættet og ned i vandet, mens Freja svømmer tæt på ham. Her må en mand på en vandscooter komme drengen til undsætningen. Drengen var ifølge VG ikke klar over, at hvalrossen befandt sig i havnen.

Også dansk visit

Freya har faktisk også været forbi Danmark tidligere i år. Således var hun på besøg i både Hvide Sande, Thorsminde og Hirtshals.

Anika Toth, biolog på Nordsøen Oceanarium, sagde på daværende tidspunkt til TV 2 NORD, at Freja kunne genkendes på et specielt mærke på den ene luffe.

Freja er ifølge Anika Toth en ung dame på fem-seks år, idet hun har små stødtænder.

Hendes unge alder kan samtidig forklare, hvorfor hun er taget på eventyr, da unge hvalrosser godt kan finde på at stikke af hjemmefra.

I Oslo fraråder Fiskeridirektoratet ligeledes, at man går for tæt på Freja, og de har sammen med Oslo Kommune overvejet forskellige tiltag, som skal sikre mindre kontakt mellem hvalrossen og tilskuerne.

Der er bunker af videoer og billeder af den berømte/berygtede hvalros, og vi har samlet nogle af de bedste til dig herunder!

Mest Læste

Annonce