Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Liz Truss træder tilbage efter bare 44 dage som britisk premierminister

Europa

20/10/2022 14:41

J. Bøgen

Hendes tid som premierminister har været et langt kaos.

Den britiske premierminister, Liz Truss, træder tilbage som formand for de britiske konservative, og dermed som premierminister.

Det har hun netop fortalt på et pressemøde uden for premierministerens bolig, Downing Street Nr. 10 i London.

Dermed får hun den tvivlsomme ære af at få rekorden for kortest tid som premierminister i Storbritannien. I dag er det 44 dage siden, hun satte sig på posten, og da der skal vælges en ny formand for de konservative, og dermed premierminister, i løbet af næste uge, kommer hun ikke engang til at sidde 60 dage.

Den hidtidige rekord var 119 dage og tilhørte George Canning fra d. 12. april 1827 til hans død d. 8. august samme år.

Kaos fra ende til anden

Ekspert i britisk politik, Lone Theils, fortæller til TV 2 NEWS at hun aldrig har oplevet en nedsmeltning som den, der finder sted i det konservative parti i Storbritannien lige nu.

"Jeg har dækket britisk politik i mere end 20 år, men jeg har aldrig set noget lignende. Det Konservative Parti står til at tabe 343 mandater. Det siger noget om Det Konservatives Partis omdømme. Det er som om, at Truss har hældt benzin på det og sat ild til det."

Da Liz Truss for et par uger siden præsenterede en skatteplan med massive skattelettelser for virksomheder og Storbritanniens rigeste, var den åbenlyst ikke finansieret, og det sendte de økonomiske markeder ud i rent kaos.

Det britiske pund nåede således det laveste niveau i mange år i forhold til den amerikanske dollar.

Siden har Truss skiftet sin skatteminister ud, og den nye mand på posten, Jeremy Hunt, var hurtig til at skrotte stort set hele den fremlagte plan.

Mest Læste

Annonce