Soldaten var eftersigende kommandør over en enhed i en kampvognsdivision, da han skød den 62-årige mand. Foto: Shutterstock
Soldaten var eftersigende kommandør over en enhed i en kampvognsdivision, da han skød den 62-årige mand. Foto: Shutterstock

Russisk soldat: Jeg er skyldig i krigsforbrydelser

Europa

18/05/2022 15:45

J. Bøgen

En 21-årig russisk soldat erklærer sig skyldig i krigsforbrydelser ved den første retssag af sin art omkring krigen i Ukraine.

En 21-årig russisk soldat erklærer sig skyldig i anklager om krigsforbrydelser under krigen i Ukraine.

Det kom frem under et indledende retsmøde i en retssal i Kyiv dag.

Den unge mand, ved navn Vadim Shishimarin, indrømmede, at han havde skudt en 62-årig mand i hovedet et par dage efter invasionens begyndelse. Han har nu udsigt til fængsel på livstid.

Det skriver BBC.

Da Shishimarin havde fået anklagen læst op, spurgte dommeren ham, om han erklærede sig skyldig:

"Ja", svarede soldaten.

"Fuldstændig?" ville dommeren vide.

"Ja," bekræftede Shishimarin.

Skød med Kalashnikov-riffel fra stjålen bil

Ifølge den ukrainske anklager var Shishimarin kommandør over en enhed i en kampvognsdivision. Da hans konvoj kom under angreb, stjal Shishimarin og fire andre soldater en bil, hvorefter de kørte til området omkring Chupakhivka - en by i det nordlige Ukraine.

Her stødte de ind i det 62-årige offer, der kom kørende på cykel. Ifølge anklageren blev Shishimarin beordret til at skyde den ukrainske mand, og Shishimarin udførte altså ordren. Det bliver ikke oplyst, hvem ordren skulle være kommet fra.

Det russiske regimes politiske højborg, Kreml, har tidligere sagt, at de ikke var informeret om sagen.

"Ingen kan undgå konsekvenserne"

Den ukrainske chefanklager, Iryna Venediktova, tweetede tidligere, at denne sag sender et stærkt signal:

"Ingen, der har givet ordre til eller hjulpet med at begå krigsforbrydelser i Ukraine, vil undgå konsekvenserne," skrev hun ifølge BBC.

Anklagerne siger desuden, at der er flere sager af denne slags på vej, selvom russerne har afvist, at deres tropper her gået efter civile mål.

Retssagen mod den 21-årige soldat fortsætter torsdag.

Mest Læste

Annonce