Politiker i Regionerne
Regionspolitik handler næsten udelukkende om administration af sundhedsvæsenet og helt overvejende vores hospitaler. Regionerne kan som bekendt ikke udskrive skatter, så man er nærmest administrator af et forud bestemt samlet budget. Det handler derfor om fordeling af pengene til forskellige områder. Måske skal man spare et sted og give pengene et andet sted.
Her kommer så en potentiel konflikt, i hvert fald inde i hovedet. Man kan så at sige være ”tynget af viden” i sådanne tilfælde. Jeg har en ret god fornemmelse af, hvor i vores sundhedsvæsen, der mangler midler, og dette uden at være influeret af enkelte patient-historier, som ellers typisk kan skubbe til politikere uden konkret indsigt i hverdagen på et sygehus. Men det er vigtigt at understrege, at jeg selvfølgelig ikke kan have kendskab til alle hjørner af sundhedsvæsenet, så man kan sagtens overse noget eller tage fejl alligevel. Øvelsen for sådan en som mig er derfor at se bort fra mine konkrete erfaringer og min konkrete indsigt og i stedet lade det fungere som baggrundsviden.
Jeg kan give et eksempel. Vi har i regionsrådet i Region Hovedstaden for nylig stemt om oprettelse af en fødeafdeling, en gynækologisk afdeling og en børneafdeling på Bispebjerg Hospital i København. Der blev indhentet en række udtalelser og vurderinger fra bl.a. fødselslæger, børnelæger, jordemødre m.fl. Og selvfølgelig forelå også de økonomiske nøgletal. Lægerne frarådede på det kraftigste oprettelse af en fødselsfunktion med forskellige argumenter. Jeg hæftede mig ved to ting, nemlig at den forventede stigning i fødselstallet ville være forbigående, og det vil tage år at opbygge et fagligt miljø, som vil komme patienterne til gode. Derfor anbefalede lægerne en midlertidig udvidelse af de eksisterende fødesteder, hvor det faglige miljø er til stede, og hvor enhederne er store nok til, at man kan have eksperter indenfor del-områder af de forskellige specialer og derved give patienterne en fagligt bedre behandling.
At det koster penge at oprette de foreslåede afdelinger er til at forstå, og hvis det var fagligt meget vigtigt (dvs. hvis det ville give et markant kvalitetsløft for borgerne), så ville jeg være positivt stemt. Argumentet om det manglende faglige miljø, og at det tager år at opbygge det, kan jeg imidlertid med min faglige baggrundsviden sagtens sætte mig ind i. Det giver rigtig god mening. Det andet argument om at foretrække større frem for mindre enheder giver også rigtig god mening i mine ører. Tiden er løbet fra de små lokale enheder simpelt hen fordi, der er større krav til fagligheden i dag. Vi vil ikke acceptere, at det kliniske personale ikke er up-to-date med deres viden, og det opnår man meget nemmere i de større enheder. Dette har jeg en generel indsigt i med min baggrundsviden, uden at jeg på nogen måde har specifik forstand på føde-området.
Derfor giver det mening at have regionspolitikere med ballast fra den virkelige verden. Ikke at alle regionspolitikere skal være sundhedspersoner, men det er godt med forskellig baggrundsviden i det politiske arbejde.
Politiker i Folketinget
Når man går fra regionspolitik til landspolitik, er der egentlig ikke så meget forskel, når vi snakker om effekten af at have en faglig baggrundsviden. Det er stadig lige relevant og stadig et plus, når man skal diskutere og lovgive om diverse emner. Hvis jeg kommer i folketinget, vil jeg ligesom i regionsrådet stadig trække på min baggrundsviden om sundhedsvæsenet, når der skal behandles sager om dette område. Og også her er det vigtigt ikke at være såkaldt ”sognerådspolitiker”, dvs. ikke at fokusere på sit eget lille specialområde. Det er ikke min opgave at tilgodese kirurgien (jeg er kirurg), men derimod at gennemføre ændringer, der kan løfte sundhedsvæsenet i hele landet og indenfor alle sygdomsgrupper.
Man kan spørge, om dette vil være svært, men det synes jeg egentlig ikke. Det er ret simpelt at lægge det faglige fokus væk og i stedet bruge det som mere almen baggrundsviden til at se bredere på tingene.
Jeg mener dog stadig, at det er en stor fordel at have politikere med stor erfaring og baggrundsviden fra den virkelige verden, og det gælder måske endnu mere i folketinget end i kommuner og regioner. Jeg har meget stor respekt for de yngste politikeres betydelige flid og engagement, men det er altså svært at opnå lydhørhed hos vælgerne, hvis man f.eks. er nyudklækket bachelor fra et universitet uden nogen som helst erhvervserfaring fra den virkelige verden. Det klinger lidt hult, når man så udtaler sig om forholdene ude i samfundet og på arbejdspladserne. Derfor er det godt også at få erfarne folk i folketinget.
Hvorfor har vi ikke folk fra høje stillinger i erhvervslivet i folketinget? Det er sikkert pga. lønnen. Den samlede løn er i størrelsesordenen 60.000 kroner per måned. Det er bestemt en god løn og rigtig mange penge specielt hvis man er nyuddannet, men der er mange mennesker i dette land, som tjener mere. Vi kan ikke lokke en direktør fra et stort firma til at blive politiker til 60.000 kroner om måneden. Jeg har derfor et modigt forslag: Lad os ændre aflønning af folketingspolitikere, så man i stedet får gennemsnittet af de sidste 3 års løn, hvis man blive valgt ind. Det vil give forskelle i lønnen mellem politikere, men er det egentlig ikke retfærdigt, hvis vi vil sikre en så bred repræsentation som muligt i vores folkestyre? Den helt unge politiker vælger derved ikke hvervet pga. pengene, og den erfarne erhvervsleder kan vi stadig lokke ind til at give sit besyv med fra den virkelige verden. Der vil næppe være flertal for en sådan differentieret aflønning, men det er bare et forslag.
Er viden og politik hinandens modsætninger?
Nej bestemt ikke. Viden er afgørende, hvis man som politiker skal træffe fornuftige beslutninger. Det er oplagt, at man ikke kan have viden indenfor alle områder, og derfor er der brug for et dygtigt embedsværk til at oplyse sagerne for politikerne, men en solid basisviden fra den virkelig verden er ikke at foragte. Det giver en solid indsigt, og man kan sagtens som politiker sætte detaljerne i ens viden i baggrunden og lade det tjene som basisviden i stedet for at blive et konkret handle-grundlag i de politiske afgørelser.
