Fire fordomme om fattigdom

Der er behov for en læs-let indføring i fattigdommens anatomi. For selvom Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport om faldende fattigdom er en god nyhed (i hvert fald nogen tid endnu), er den også præget af fordomme. Lige så kyndige forfatterne er udi økonomi, lige så uvidende er de desværre når det kommer til sociale og menneskelige faktorer.

Den 21. maj udsendte Økonomi- og Indenrigsministeriet udsendte en interessant og grundig rapport:  ”Familiernes økonomi. Fordeling, fattigdom og incitamenter”. Hovedbudskabet i den er at antallet af familier som lever under fattigdomsgrænsen er faldet fra 42.000 i 2010 til 39.000 i 2012. 

Tænketanken Kraka udsendte ganske vist for to måneder siden en analyse som viste at antallet ikke faldt, men steg til 47.000 i 2012. Men indtil sagen er opklaret, vælger vi at kalde rapporten en god nyhed.

Følg Fattigdoms-debatten

Fattigdomsdebatten bidrager med ny viden til fattigdoms-området. Læs tidligere indlæg her:  

Temaredaktør Per K. Larsen har beskæftiget sig med fattigdom og socialt udsatte gennem årtier, og er i dag landssekretær i EAPN. 

Den dårlige nyhed kommer dog desværre under alle omstændigheder nok i 2015, hvor antallet af fattige med stor sandsynlighed stiger. Hvorfor? Økonomi- og Indenrigsministeriet giver selv svaret: Grunden til at antallet af fattige er faldet i perioden 2010-2012 er primært, at regeringen startede så godt i 2011 med at fjerne nogle lave kontanthjælpsydelser, som især ramte børnefamilier og indvandrere.

Læs også: Familiernes økonomi - fordeling, fattigdom og incitamenter

Læs også: Rapport: Lave ydelser fører til mismod og gæld - ikke arbejde 

Siden er der kommet reformer af kontanthjælp, førtidspension, dagpenge og skatter, der alle medfører øget ulighed og fattigdom især blandt bogligt svage under 30 år og syge og handicappede under 40 år og kvinder i parforhold. På lidt længere sigt vil alle, inklusive førtids- og folkepensionister, blive ramt af at ydelserne sættes ned med ca. 1 % årligt og ikke længere reguleres med lønudviklingen.

Virkningerne mærkes øjeblikkeligt blandt fattige, men det varer 1-2 år før de offentliggøres i ministerielle rapporter. Årsagen er at Danmarks Statistik ikke har aktuelle data om fattigdom. Der er langt mere styr på svineeksporten end på udviklingen af fattigdom.

Men det behøver ikke at gå så galt. Udviklingen afhænger af de politiske reaktioner på rapporten. Hvis rapporten bliver brugt til at gøre noget ved sagen, kan antallet af fattige fortsætte med at falde.

Læs også: Antallet af fattige danskere falder

Fagligt set er løsningen meget simpel. Fattigdom skabes først og fremmest af lave kontanthjælpsydelser. Hvis man fortsætter med at gøre det som man gjorde i 2011, dvs. fjerner de ydelser som skaber fattigdom, så vil antallet af fattige fortsætte med at falde. Dokumentationen for sammenhængen findes i Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport, men også i en sammenligning mellem fattige i EU-landene, udsendt af CASA i 2010

Politisk set er det mere kompliceret. Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport indledes af Margrete Vestager med ordene:

Analyserne viser, at fattigdom er et komplekst problem. Udfordringerne kan ikke beskrives med få ord. Man kan sige det samme om løsningerne. Den gode nyhed er, at uddannelse og arbejde er et effektivt værn mod fattigdom, og regeringen er i fuld gang med at sørge for reelt lige muligheder netop for uddannelse og arbejde.

Her er det i få sætninger lykkedes at samle essensen af den uvidenhed, som præger Økonomi- og Indenrigsministeriets rapport. Lige så kyndige forfatterne er i spørgsmål om økonomi, lige så fordomsfyldte er de, når det kommer til sociale og menneskelige faktorer. Så her er en læs-let indføring i fattigdommens anatomi og om hvordan man kommer den til livs.

Fordom nr. 1:

Fattigdom er et komplekst problem

Nej, fattigdom er et meget enkelt problem, som selv børn kender løsningen på når de synger: ”Har du penge, så kan du få, men har du ingen så må du gå.”  Det kan siges meget mere indviklet, men kernen er at fattigdom i Danmark hænger snævert sammen med om socialt udsatte, syge og arbejdsløse og deres børn, kan leve et beskedent, men anstændigt liv for kontanthjælpen. Med fattigdomsgrænsen er der sat en bundgrænse: Hvis enlige har under kr. 103.000 årligt til rådighed i mere end tre år, er de fattige. Grænsen er højere for familier.  Grænsens realisme kan testes med standard-husholdningsbudgetter. Forbrugerrådet gjorde det i 2001 med hjælp fra CASA, som gerne gør det igen. Det er ikke svært.  

Fordom nr. 2:

Fattige har lige adgang til uddannelse og arbejde

Nej, det har de ikke. Fattige er præget af vilkår, de ikke selv vælger. Man kan tale om valg og eget ansvar - men i lyset af de rammer, den enkelte har til rådighed. De almindelige årsager som sygdom, ulykker, handicap og opvækstvilkår er ikke noget man vælger selv, det er vilkår, som bestemmer ens odds i livet. Men bag Christiansborgs mure er der tilsyneladende flertal for at livet som fattig skyldes personlige valg. At man er fattig, fordi man ikke vil arbejde. At man er fattig som pensionist, fordi man har truffet de forkerte valg livet igennem. Det ligger derfor uden for den ministerielle rapports rammer at påpege strukturelle mangler, som ikke er løst med reformerne. Rapporten peger på at vejen ud af fattigdom er uddannelse og arbejde. Enig, men hvad med de 20 % af befolkningen, som klarer sig dårligt allerede i folkeskolen og ikke får erhvervsuddannelse? Hvorfor skjule at arbejdet efterhånden er den eneste vej ud af fattigdommen og at hovedproblemet er manglen på arbejdspladser, som kan bestrides af socialt udsatte. Ikke nyttejob, men arbejdspladser med overenskomst og kompenserende ordninger for nedsat erhvervsevne. Der er krav om at ledige skal stå til rådighed for arbejdsmarkedet, men ingen krav om at arbejdsmarkedet skal stå til rådighed for fattige og socialt udsatte ledige. Der er en pligt men ingen ret til et arbejde, hvor man kan få lov at yde det, man kan.

Fordom nr. 3:

Lave ydelser er incitament til uddannelse og arbejde

Dette er den politiske begrundelse for at reducere kontanthjælpen til unge under 30 år med 50 % eller mere. Langt under fattigdomsgrænsen. Antagelsen om at dette vil føre til at flere unge uddanner sig, er alene baseret på politiske antagelser. Undersøgelser af hvad der faktisk sker med mennesker som lever på så lave ydelser viser, at de mister modet, får gæld og isolerer sig. De laveste ydelser gives til unge, som kommunerne skønner er uddannelsesegnede. Beskæftigelsesministeriets første opgørelser viste, at 8 ud af 10 unge, som skønnes egnede, ikke gennemfører uddannelsen. Vi ved endnu ikke om de to sidste gennemfører uddannelsen og kommer i arbejde.

Fordom nr. 4:

Fattige med komplekse vanskeligheder får den hjælp, de har brug for

Nej, det får de ikke. Kommunerne tildeler kontante ydelser, men derudover er der generelt set tale om mangelfulde udredninger og handleplaner og en stressende og nedværdigende kontrol, som fastholder dem i fattigdom og får dem til at miste selvtilliden. Her taler vi ikke om medarbejdernes uddannelse og kvaliteter, men om kommunerne som organisation. Kort fortalt har kommunerne på social- og jobområdet ikke udviklet sig fagligt de sidste 40 år, fra dengang hvor de varetog forsorgen for sognets fattige. De mange projekter og programmer, som siden har forsøgt at kvalificere revalidering og specialrådgivning, forsvinder igen. Den kommunale struktur duer ikke til at fastholde og udvikle faglig kvalificeret hjælp til socialt udsatte. Tiden må være kommet til at overlade opgaverne til specialiserede, fagligt ledede organisationer som Mødrehjælpen, Kofoeds Skole, Kirkens Korshær, hjemløseinstitutioner, familie- og børnerådgivninger og –institutioner og de mange andre som er kommet til, fordi kommunerne ikke løser opgaven. Rapporten fra Økonomi- og Indenrigsministeriet peger på en god mobilitet ud af fattigdommen, generelt set, men fortæller også at mobiliteten er ringe blandt fattige med komplekse problemer. Dette burde logisk set få ministeriet og Margrethe Vestager til at overveje placeringen af opgaven. Men nej, det gør de ikke, eller tør de ikke.  

Årlige rapporter om fattigdom

Det er første gang regeringen fremlægger en fattigdomsredegørelse. Redegørelsen skal komme hvert år, belyse udviklingen og komme med dybdegående analyser, der kaster lys over årsagerne til og konsekvenserne af fattigdom i det danske samfund. Meningen er, at den skal suppleres med undersøgelser af afsavn og standardbudgetter. Det er et klart fremskridt at rapporten kommer, men der er plads til forbedringer - og dens værdi afhænger første fremmest af, hvordan den bliver brugt. 

 

Emneord: Fattigdom, Per K. Larsen, Økonomi- og Indenrigsministeriet, Margrethe Vestager, Fordomme, Kraka, Ydelser
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 06.06.14 Freja Eriksen
    Hej Anna

    Sletning skete desværre ved en fejl. Skriv den meget gerne igen.

    Vh Redaktionen

  • 06.06.14 Anna Poulsen
    Brøkpension-tabu emne

    Tak, at i har slettet min kommentar om brøkpension...

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også