Flere magtanvendelser på plejehjem

Ledelse

23/12/2014 15:37

Nick Allentoft

Mere end 1000 gange om året bruger personalet på plejehjem magt over for ældre. Det viser tal for magtanvendelser fra 20 kommuner i hovedstadsområdet, skriver DR P4 København.

Når plejehjemspersonale vurderer, at en beboer er til fare for sig selv eller andre, må personalet bruge magt. Det vurderede plejehjemspersonalet i 20 kommuner 1.194 gange i 2011 og 1.267 gange i 2012.

Læs alt om Lotte-sagen

Magt er blandt andet, når en ældre tvinges i bad eller spændes fast til sin kørestol, for ikke at falde ud. Magt er ifølge loven sidste udvej, og kommunerne skal registrere alle magtanvendelser og begrunde dem.

Registreringerne fra de 20 kommuner i hovedstadsområdet viser, at de cirka 1.200 episoder særligt drejer sig om demente ældre. Blandt andet er der situationer, hvor den ældre er så beskidt, at det er potentielt sundhedsskadeligt. Og netop i sådanne situationer kan magt blive nødvendigt, siger Gunhild Waldemar, professor og leder af Nationalt Videnscenter for Demens.

- Der kan være nogle personer, som trods den bedste pædagogiske indsats kan være næsten umulige at få i bad. Men af hygiejniske hensyn, kan det være nødvendigt, siger hun til DR P4 København.

For at undgå at bruge magt har flere kommuner ansat demenskonsulenter. De rådgiver blandt andet plejehjemspersonalet om, hvordan de håndterer tilspidsede situationer med beboerne. 
Men der er også bruge for flere medarbejdere, hvis antallet af magtanvendelser skal falde. Det mener Karen Stæhr, formand for Social- og sundhedssektoren i FOA.

- Man skal helst slet ikke bruge magt, men i stedet bruge sin faglige viden. Men det kræver jo, at der er nok personale til at udfører den slags opgaver. Vi har medarbejdere med de rette kompetencer, men der er bare ikke ressourcer nok, når vi har med demente at gøre, siger hun til DR P4 København.

Selvom antallet af magthenvendelser ideelt set skal være nul, er Ældresagen tilfreds med de cirka 1.200 årlige hændelser, fortæller underdirektør Michael Teit Nielsen. Men når der de kommende år kommer flere ældre, vil der også være flere demente. Og det skal kommunerne forberede sig på, mener Ældresagen.

-Der bliver brug for flere demensindrettede plejehjemsboliger, siger han til DR P4 København. 

Mest Læste

Annonce