Flyt fokus fra børnene: Det er os voksne, der skaber urimelige opvækstvilkår

Det er alt for ofte voksnes kaotiske liv, der er årsagen til børns dårlige trivsel. Derfor skal vi flytte fokus fra børnene til de voksne, der er omkring dem.

Flere og flere forældre oplever at deres børn viser symptomer på stress, det kan være angst, koncentrationsbesvar, fysisk uro eller hyperaktivitet, tvangshandlinger, generthed eller isolationstrang. Og så kræver de (logisk nok?) særlige forhold for netop deres barn. Men det er forkert, for det er at individualisere problemet og placere det i barnet! Problemet tilhører oftest de voksne. 

Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer

Anders Dinsen blogger på DenOffentlige om velfærd, inklusion og livet som bruger af offentlige services.
 
Læs mere om Dinsen og hans tankevækkende blogindlæg her.
 

Gad vide om der er en sammenhæng mellem den forvirrende og uforudsigelige hverdag vi nu længe har tilbudt børnene og de mange beskrivelser af børn med angst, særlig sensitive børn og børn med kognitive vanskeligheder? Det tror jeg! Jeg kender ikke til nogen kontrollere undersøgelser, og som læge burde jeg derfor (måske) ikke udtale mig om det, for vi vil helst kun udtale os om ting, der er naturvidenskabeligt undersøgt. Men det er samfundsændringer ikke, så jeg må tage et dybt åndedrag og udtale mig uden at have andet at støtte mig til end min faglighed, min sunde fornuft, etik og moral.

Vi mangler ro
Da man i 1993 indførte den "ny skolelov" udtalte nogle mine overlæger i børne- og ungdomspsykiatrien, at kun 80% af børnene ville kunne klare en sådan skoledag. Det var et stort naturalistisk eksperiment, uden kontrolgruppe eller effektmålinger. Siden har vi lavet forsøget om, masser af gange, og gjort skoledagen endnu mere uforudsigelig. Ingen faste og kedelige skemaer osv. 
 
Vores børn lever i et samfund, der er uforudsigeligt, mangler konstans, ikke giver plads til opbyggelsen af konstante og kærlige relationer, og mangler ro!
 
For nylig hørte jeg en præst, Thomas Risager fortælle om sin egen barndom. Thomas fortalte om nogle af de mest vidunderlige stunder i sin egen barndom. Om at sidde mutters alene oppe i et ahorntræ, skjult af bladende, så ingen kunne se ham. Han sad så højt oppe, at han kunne se ind igennem køkkenvinduet, ind til sin mormor. Der sad han, som 10 årlig og gjorde sig tanker. Han var ene og havde ro. Men han var ikke alene, for mormor rakte sammenlagte madder ud til ham, når der var brug for det. Han oplevede nok, at der var en voksen som ikke forsøgte at skåne ham for alt det der kan gøre bange og ked af det, men som altid var der, gav ham kærlighed og havde tillid til at han ville kunne klare verden. 

Jeg forestiller mig, at der var mange lange eftermiddage, hvor ingen voksne krævede noget af Thomas. Ingen tv, ingen IPad, ingen nye pædagoger eller nye venner han skulle forholde sig til, ingen nye aktiviteter eller nye familiemennesker, der skulle introduceres og indlemmes i hans univers.

I dag ville vi nok tænke, at den dreng da måtte kede sig. Mon ikke han ville blive ensom eller asocial af så megen alenetid?
 
Informationstryk og støj
Men jeg tænker anderledes. Jeg tænker, at vi i dag, på den ene side forsøger at skåne vores børn for alle de sunde medmenneskelige udfordringer som kan gøre bange og ked af det, og på den anden side belaster vi børnenes hjerner med al for megen stimuli og kaos. Lad mig give et par eksempler:
 
Når børn i dag kører bil, sidder de fleste og ser film, derudover er der musik i radioen til chaufføren, og de voksne diskuterer, sikkert højlydt. Bilen kører, og hjernen skal registrere bilens bevægelser, øjnene registrerer det der bevæger sig forbi udenfor, plus det der sker i filmen. Ørerne følger med i filmen, men skal også udelukke musikken fra radioen, og beslutte hvor meget eller hvor lidt af de voksnes samtale den skal registrere. Det er ret mange ting på en gang! 
 
For mange børn er der ingen rutiner i skolen eller børnehaven. Desuden pendler en stor del børn mellem to hjem, og oplever dermed et ekstra skift, -ingen anklager her, blot en konstatering!
 
Når jeg møder unge forældre, fortæller de ofte om en stresset hverdag, hvor de skal passe venindemiddage, fitness, sport, kultur og andre hobbyer ind med en karriere. Og så er der de to små! Som ikke sover om natten, og som reagerer hver gang der har været et skift, en overnatning hos mormor eller en fødselsdagsfest. Jeg synes, det er logisk at børnene reagerer, for hverdagen fra mandag til fredag er ofte temmelig uforudsigelig for de små, og der er super mange skift hver eneste dag. Så der skal ikke meget til at vælte læsset for en lille, endnu ikke fuldt udviklet hjerne. 

Men når børn i dag reagerer med angst, fordi de skal være administrerende direktør for deres eget kaotiske skole- og familieliv, så kalder vi dem særligt sensitive, omtaler dem som sarte eller generte, og lige pludselig skal de have sær-behandling. Men de reagerer jo helt naturligt på en umulig opgave.

Der er brug for, at vi stopper op og evaluerer på det liv og det samfund vi har fået skabt os. Vi sender spædbørn afsted til vuggestuer og børnehaver hvor der ofte er ændringer i personalesammensætningen, hvor perosnalet skal forholde sigtil tåbelige diskussioner om hvorvidt barnet må lære glæden ved fysisk kontakt og blive trøstet med et kys, om mænd må skifte bleer, osv. Gad vide om børnene må lære at knytte sig til et voksen menneske? 
 
Kan voksne levere trygheden?
Så på et samfundsmæssigt plan bliver vil nødt til at forholde os til, at vi har indrettet vores liv på en måde, som gør det yderst vanskeligt for et stor del af vores børn at finde ro til at udvikle sig og lære alt det de skal lære, fordi kroppen på mange måder stadig fungerer som et stenaldermenneskes. Vi kan stadig ikke holde ret mange bolde i luften af gangen, vores krop og psyke elsker rutiner, og kan ikke indlære nyt hvis der er for mange konkrete aktiviteter der hele tiden ændrer sig. Vi skal opleve tryghed, både psykisk og fysisk, gennem tætte konstante relationer med voksne mennesker, når vi skal udvikle os.
 
Lad os finde en rimelig balance, lad os stille rimelige alderssvarende krav og lad børn udvikle deres kompetencer i den rette rækkefølge, i den rette hastighed.
 
Min opfordring vil være: tag en snak med de andre forældre, for de oplever nok noget af det samme, og tag så en fælles snak med skolen, børnehaven eller SFO'en om hvilke ting der helt generelt og konkret kan laves om, så dagen bliver præget af mere ro, regelmæssighed og mulighed for en tryg "kedsomhed".
 
Min anden opfordring vil være, at kigge på eget liv: er jeres hverdag regelmæssig på den gode kedelige måde? Ved børnene, at mandag, tirsdag, onsdag, torsdag og fredag ligner hinanden til forveksling? Er det kun weekenden der byder på overraskelser? Er der faste voksne som de har knyttet sig til, som er der hver eneste dag, som har tid til at lytte, og som ikke skal til venindemiddag den ene dag og fitness den næste? Har I som forældre besluttet at de første femten år af børnenes levetid skal bruges på dem (og på det arbejde der skal forsørge dem)?, og har I besluttet at udskyde alle jeres andre aktiviteter og hobbyer til efter børnene er flyttet hjemmefra? Eller er I med til at stresse jeres børn?
 
Som børne- og ungdomspsykiater, kan jeg godt forstå, at det kan være svært at finde ud af hvornår mit barn har et problem, som han skal hjælpes med (måske endda have en diagnose for), og hvornår er det en sund reaktion. Men helt almindelige børn skal IKKE have særlig støtte eller behandles individuelt for normale reaktioner som bange, vrede, koncentrationsvanskeligheder, tvangshandlinger, tristhed osv. Det er en forkert retning vi er på vej ned af. Det er forkert at individualisere de reaktioner vores børn har på, at vores samfund er forkert indrettet. 
 
Lad os starte med at skabe nogle rammer, hvor børn og unge kan udvikle gode kompetencer, og kan lære håndtere normale reaktioner som vrede, bange, koncentrationsbesvær, tristhed, tvangstanker og handlinger osv.
 
Hvis de gode rammer ikke eksisterer, skal vi ikke starte med at reparere på barnet, så skal vi starte med at bygge rammerne om.
 
PS: Måske skal de “normale” skoler kigge lidt på “specialskolerne” (f.ek.s for børn med autisme) og se hvordan skoledagen der er indrettet, og lære af dem?
 
Emneord: Udsatte børn og unge, Børn med særlige behov, Børn og unges velfærd, Stress, Trivsel, Unge med psykiske lidelser, Nina Tejs Jørring, Uge 42
Nina Tejs Jørring på DenOffentlige.dk Psykiatrien er ikke længere tabu, men det er stadig voldsomt stigmatiserende at have en psykisk lidelse. Det skal ændres. Mennesker med psykisk sygdom skal behandles med samme respekt og omsorg...
Aktivitet: Artikler: 34 | Kompetenceområder: 1

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 14.09.16 Agnete Klint Holbak
    flyt fokus fra børnene

    Nina og Anders og Stine. Så interessant en debat. Vi SKAL være kritiske på det der sker på familie/børneområdet i dk. Antallet af børn med alvorlig mistrivsel vokser. Det ligner massakre på en generation, hvis ikke man holder fast i at det må ændres. Børnene er samfundets - oprundet af forældrene. Vi - voksne - har ansvaret for de rammer vi lader de kommende generationer vokse op i. Og noget er der sket her til lands mht hvilket tempo og omfang af indput der skal manøvreres rundt i for selv små børn. Der ER pres på derude i de små hjem. Jeg har børn, der inden de blev adopteret voksede op på børnehjem i deres første år og hvor har det ofte slået mig, at de overlevelsesstategier, de måtte lærer sig, dem genkender jeg hos danske hjemmefødninge. Her tænker jeg IKKE på børn med psykisk handikap/diagnoser, men grænsetilfældene. Hvor der mangler hverdags nærvær, kontinuitet i relationer, forudsigelighed og en rytme i børnehøjde. Det gør frygteligt indtryk at høre min bekendte, der er leder af en institution sige, at de ved at ikke alle børn får den nødvendige pædagogiske støtte, fordi der ganske enkelt mangler den mulighed i dagligdagen. Trods en institution med god score på tilfredshedsundersøgelser etc. Hvem hulen skal de her børn spejle sig i ...? Hinanden ude på legepladsen?
    Jeg forstår ganske simpelthen ikke at pædagoger, ppr og andre ikke har kunne få deres beretninger om hvad et godt børneliv kræver til at blive en politisk målsætning. Istedet skæres der vedvarende på personale, de varme øjne og trygge hænder. Så børnene der ikke kan følge trop reagerer på sund, naturligvis ved at blive "vanartede".
    Det er her vi forældre skal være der - så må kravene om dobbelt fuldtidsjob i en familie sættes ned asap. Det kræver omstilling - og ingen siger det er mor, der skal på deltid! De familier jeg kender med diagnose børn de har for længst forstået dette, men når def så ikke følges op i skoldr/ institutioner så rækker det ikke. Ungerne og familien stresses alt for ofte i sænk.
    At skolerne snart ikke magter flere særhensyn, det er relativt. Der ER skoler, hvor det lykkes, men desværre også mange, hvor det alene bliver forældrenes ansvar om deres barn kan kapere en kaotisk hverdag. Og det er en fatal situation.
    Som jeg oplever det, er der en stærk bevægelse i gang på de stærkes betingelser - uden tidligere tiders rummelighed for midten og bunden. Der forlanges mål og garantier for ellers smutter man til de private reservater. Måske er denne udvikling også bare et tegn på at de første generationer med en institutionsopvækst er blevet voksne? For dem er junglelov eksistens og dermed centralt at kæmpe for egen ret. Hvad er der i det for mig??? Også retten til venindemiddage og trofæ-jagt i fritiden, fordi pladsen i hierarkiet tæller så højt? Forskellen på at være vinder eller taber er blevet voldsomt stor i dk. Udstillet på offentlighedens alter på de sociale medier.
    Så, Nina, måske er det ren angst for børnenes fremtid, at der findes på evigt nye forklaringer på mistrivsel? Robust kontra særlig sårbar? Meget moderne ord, men også gammel vin på nye flasker.
    Konsekvenserne ER store, hvis man falder igennem. De nye politiske polarvinde, som blæser koldt fra nord, som ønsker et opgør med rettighederne på handikapområdet, viser det med stor tydelighed. Vi er som samfund under kæmpe forandring. Vi skal passe på velfærdstanken ikke blot bliver en parentes i historien ...

  • 12.09.16 Toke Allentoft
    Flyt focus fra børnene.

    Kære NIna.

    Tak for at udtale dig så ligefremt og ærligt. Det er sunde tanker, som tåler at blive spredt for kraftig vind. Dårligdommene kommer rigtigt nok fra samfundet, som jo er os selv hver i sær. Vi må tage fat ved denne rod og rydde op i et liv, hvor købeting og underholdning prioriteres før de før menneskelige værdier. Når far og mor taler med barnet i stedet for i mobiltelefonen, vælger familie gåturen i skoven før løbebåndet i fitness centret og tager hyggeligt tøj på i stedet for reklame påklistret sportstøj, så falder der ro over familiens dagligdag. Det giver god søvn og roligt overskud til den den næste skole- og arbejdsdag. Det er ikke omgivelserne, der skal ændre sig; det er du og jeg, der skal erkende, at mennesket er et langsom dyr, der skal give sig den tid, som ting tager for at have det godt. Så bliver vi gode for vores børn at være sammen med, og så behøver vi ikke mere diagnostisere de uskyldige børn. Venlig hilsner Toke

  • 07.09.16 Anders Dinsen
    Jeg lægger mig fladt ned

    Kære Nina, tak for du tog dig tid til at svare, både her og på mail og afklare min misforståelse: At det ikke er forældrene du kritiserer. Samfundskritikken er i orden, ja den er vigtig. Altid. Vi skal ikke bare acceptere tingene som de er, vi kan sige fra - og vigtigere: sige til.

    Men så lad os komme med nogle ideer til politikerne: Skal folkeskolen forandres igen? Jeg mener ja! Men hvorhen?

    Dialogen fortsætter.

    kh

  • 07.09.16 Stinne Mølgård
    Udover kærlighed har mennesker behov for forudsigelighed

    Som PPR-psykolog ser jeg en del børn, som farer rundt som fluer i en flaske.
    Det er ofte yngre drenge, og når jeg inddrages, er det ofte med et ønske fra forældre og/eller lærere om enten en psykiatrisk udredning eller et ønske om 'værktøjer' til at ændre barnet.

    Når jeg så hører om barnets hverdag, bliver jeg ofte forstemt, for det kan da godt være, at de børneliv, jeg får beskrevet, er normen nu - men så er den norm altså skør.

    Jeg synes absolut også, skolerne skal skele til specialskolerne, og jeg synes, forældrene skal spare på krudtet både i hverdag og weekend:
    Jeg hører ofte om hæsblæsende familieliv, og det kan enten være velfungerende familier, som har fuld skrue på karriere, fritidsaktiviteter og socialt liv - og det kan være mindre velfungerende familier, hvor der er konflikter og forvirring om barnets forskellige hjem og bonusfamilier - og det kan være alle mulige blandinger.

    Dette kombineres med forskellige eksperimenter med undervisningen i skolerne.
    På min distriktsskole går 0., 1. og 2. kl. f.eks. sammen, og så deles eleverne på forskellige niveauer i dansk og matematik.
    Det giver 3 forskellige klassegrupper per barn - og dansk og matematikholdene bytter så rundt hver 3. måned efter, hvordan eleverne udvikler sig.
    Eleverne undervises derfor af en del forskellige lærere og pædagoger henover dagen og henover året, og de skifter desuden mellem forskellige klasseværelser flere gange om dagen.

    Og hvis man ikke er forvirret efter sådan en dag, kan man blive det, når man kommer hjem til 'denne uges familie'.

  • 07.09.16 Nina Tejs Jørring
    Hvem

    Mir mål er ikke at kritisere forældre generelt eller skabe forældre-skyldfølelse! Men jeg kritiserer, ingen tvivl om det, jeg kritiserer samfundet og de normer som mange forældre hylder, ikke forældre med reelt psykisk syge børn, men forældre som kræver særbehandling i skolerne, og gør det svært for skolelærere at tage os og de psykisk syge børn seriøst, fordi ALLE vil have særbehandling…..

  • 07.09.16 Nina Tejs Jørring
    Gammel vin på nye flasker??

    Kære Anders. Ja, måske er det gammel viden. Mit ærinde er ikke, at give forældre skyldfølelse, men at påpege, at det samfund vi har idag, og de idealer for en fleksibel og uforudsigelig skoledage og hverdag er angstprovokerende. Når der opstår nye begreber, som kaldes "diagnoser" som særlig sensitiv og flere og flere reelt diagnosticeres med angst, bliver vi nødt til at være åbne overfor hvad der udløser dette, og være åbne overfor hvordan vi kan forebygge, i stedet for bare at behandle symptomerne. Folkeskolen kan måske lære noget af specialskolerne. Det er for mig forunderligt, at komme på besøg på specialskolerne, hvor de "vanskelige" børn er, og se at der er der stille og roligt. Men i folkeskolerne er der et enormt støjniveau og det føles kaotisk at orientere sig som gæst. Det er da tankevækkende! Måske er vi bare stadig væk der, hvor vi stadig indlærer bedst i et roligt miljø?

  • 07.09.16 Anders Dinsen
    Forældre skaber ikke børn (alene)

    Kære Nina,

    Men hvad kan jeg gøre, som forælder? Jeg kan skabe ro, struktur, fylde hjemmet med kærlighed, lære børnene at bruge tingene rigtigt. Men jeg kan ikke spole tiden tilbage til præstesønnens barndom.

    Er du ikke blot nostalgisk optaget af fortiden? Men fortiden er ikke nu. Nu er nutiden. Og fremtiden er vores børns.

    Jeg er meget enig i at vi absolut ikke må placere ansvaret for de problemer vi har skabt på vores børns skuldre. Vi har ansvaret for deres opvækst.

    Jeg ser sådan set også medforældre, der enten slet ikke sætter rammer, eller som af den ene eller anden grund er blevet virkelig optaget af deres barns behov for behandling - selvom problemet er mere kompliceret end det.

    Begge dele er selvfølgelig bekymrende, men det er ikke det store flertal.

    Det store flertal elsker deres børn og giver dem, hvad de har brug for. Ikke mindst kæmper for deres opvækstvilkår, herunder ønsker særlige forhold for dem.

    For virkeligheden er, at vi i hjemmet ikke kan ændre på samfundet. Flytte tilbage til rødderne.

    Du hælder gammel vin på nye flasker i dette indlæg, og gentager en fordom om, at det er forældrene, der skaber børnene. Så enkelt er det ikke - og det ved du da godt.

    Kh
    Anders

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også