Det er alt for ofte voksnes kaotiske liv, der er årsagen til børns dårlige trivsel. Derfor skal vi flytte fokus fra børnene til de voksne, der er omkring dem.
Lige nu læser andre
Anders Dinsen om velfærd, inklusion og systemer
Gad vide om der er en sammenhæng mellem den forvirrende og uforudsigelige hverdag vi nu længe har tilbudt børnene og de mange beskrivelser af børn med angst, særlig sensitive børn og børn med kognitive vanskeligheder? Det tror jeg! Jeg kender ikke til nogen kontrollere undersøgelser, og som læge burde jeg derfor (måske) ikke udtale mig om det, for vi vil helst kun udtale os om ting, der er naturvidenskabeligt undersøgt. Men det er samfundsændringer ikke, så jeg må tage et dybt åndedrag og udtale mig uden at have andet at støtte mig til end min faglighed, min sunde fornuft, etik og moral.
Vi mangler ro Da man i 1993 indførte den “ny skolelov” udtalte nogle mine overlæger i børne- og ungdomspsykiatrien, at kun 80% af børnene ville kunne klare en sådan skoledag. Det var et stort naturalistisk eksperiment, uden kontrolgruppe eller effektmålinger. Siden har vi lavet forsøget om, masser af gange, og gjort skoledagen endnu mere uforudsigelig. Ingen faste og kedelige skemaer osv. Vores børn lever i et samfund, der er uforudsigeligt, mangler konstans, ikke giver plads til opbyggelsen af konstante og kærlige relationer, og mangler ro! For nylig hørte jeg en præst, Thomas Risager fortælle om sin egen barndom. Thomas fortalte om nogle af de mest vidunderlige stunder i sin egen barndom. Om at sidde mutters alene oppe i et ahorntræ, skjult af bladende, så ingen kunne se ham. Han sad så højt oppe, at han kunne se ind igennem køkkenvinduet, ind til sin mormor. Der sad han, som 10 årlig og gjorde sig tanker. Han var ene og havde ro. Men han var ikke alene, for mormor rakte sammenlagte madder ud til ham, når der var brug for det. Han oplevede nok, at der var en voksen som ikke forsøgte at skåne ham for alt det der kan gøre bange og ked af det, men som altid var der, gav ham kærlighed og havde tillid til at han ville kunne klare verden.Jeg forestiller mig, at der var mange lange eftermiddage, hvor ingen voksne krævede noget af Thomas. Ingen tv, ingen IPad, ingen nye pædagoger eller nye venner han skulle forholde sig til, ingen nye aktiviteter eller nye familiemennesker, der skulle introduceres og indlemmes i hans univers.
I dag ville vi nok tænke, at den dreng da måtte kede sig. Mon ikke han ville blive ensom eller asocial af så megen alenetid? Informationstryk og støj Men jeg tænker anderledes. Jeg tænker, at vi i dag, på den ene side forsøger at skåne vores børn for alle de sunde medmenneskelige udfordringer som kan gøre bange og ked af det, og på den anden side belaster vi børnenes hjerner med al for megen stimuli og kaos. Lad mig give et par eksempler: Når børn i dag kører bil, sidder de fleste og ser film, derudover er der musik i radioen til chaufføren, og de voksne diskuterer, sikkert højlydt. Bilen kører, og hjernen skal registrere bilens bevægelser, øjnene registrerer det der bevæger sig forbi udenfor, plus det der sker i filmen. Ørerne følger med i filmen, men skal også udelukke musikken fra radioen, og beslutte hvor meget eller hvor lidt af de voksnes samtale den skal registrere. Det er ret mange ting på en gang! For mange børn er der ingen rutiner i skolen eller børnehaven. Desuden pendler en stor del børn mellem to hjem, og oplever dermed et ekstra skift, -ingen anklager her, blot en konstatering! Når jeg møder unge forældre, fortæller de ofte om en stresset hverdag, hvor de skal passe venindemiddage, fitness, sport, kultur og andre hobbyer ind med en karriere. Og så er der de to små! Som ikke sover om natten, og som reagerer hver gang der har været et skift, en overnatning hos mormor eller en fødselsdagsfest. Jeg synes, det er logisk at børnene reagerer, for hverdagen fra mandag til fredag er ofte temmelig uforudsigelig for de små, og der er super mange skift hver eneste dag. Så der skal ikke meget til at vælte læsset for en lille, endnu ikke fuldt udviklet hjerne.Men når børn i dag reagerer med angst, fordi de skal være administrerende direktør for deres eget kaotiske skole- og familieliv, så kalder vi dem særligt sensitive, omtaler dem som sarte eller generte, og lige pludselig skal de have sær-behandling. Men de reagerer jo helt naturligt på en umulig opgave.