Billetfirmaet Viagogo er blevet idømt en bøde på 2 millioner kroner. Foto: Shutterstock
Billetfirmaet Viagogo er blevet idømt en bøde på 2 millioner kroner. Foto: Shutterstock

2 millioner i bøde: Viagogo dømt for at skjule rigtig pris

Forbrug

12/09/2022 11:41

J. Bøgen

Viagogo siger, at problemet blev løst allerede inden dommens afsigelse.

Københavns Byret har idømt Viagogo en bøde på 2 millioner kroner for at have overtrådt markedsføringslovens forbud mod vildledende prismarkedsføring.

Det skriver Forbrugerombudsmanden i en pressemeddelelse.

Viagogo er et schweizisk selskab, men de har bl.a. en dansk hjemmeside. På den fremgik det ikke tydeligt, at der var ekstra omkostninger forbundet med køb af billetter i form af leveringsomkostninger. Enten stod oplysningen om leveringsomkostningerne der slet ikke, eller også fremgik den alene i form af en mørk bjælke øverst i billedet, som forsvandt, når man scrollede ned af siden.

Ved straffastsættelsen anvendte retten en ny bødemodel i markedsføringsloven, som trådte i kraft den 1. januar 2022. Retten lagde ved bødeudmålingen bl.a. vægt på, at markedsføringsloven stiller krav om, at en bøde skal udmåles til et større beløb end virksomhedens fortjeneste, når der er tilgængelige oplysninger om fortjenesten. Retten fandt desuden, at det var en skærpende omstændighed, at gerningsperioden havde været lang, til dels stadig løb, og at lovovertrædelsen omfattede samtlige salg i Danmark siden 17. september 2018. Viagogo tilrettede sin hjemmeside i april 2022, men på virksomhedens mobilhjemmeside bliver forbrugerne fortsat ikke orienteret klart og tydeligt om leveringsomkostningerne.

Sagen indeholdt også et spørgsmål om, manglende indregning af moms og afgifter på billetter solgt på Viagogos danske hjemmeside. Retten vurderede dog, at det forhold var forældet, og Viagogo blev derfor frifundet for det forhold.

Ankefristen på 14 dage er ikke udløbet.

Forbrugerombudsmand, Christina Toftegaard Nielsen, siger:

"Forbrugerne skal vide, hvis en annonceret pris ikke er den endelige, fordi den vil blive tillagt leveringsomkostninger. Oplysningen skal fremgå tydeligt og i umiddelbar forbindelse med prisen, alle de steder, hvor prisen fremgår i markedsføringen."

Opdateret tirsdag: "Problemet er løst"

Efter denoffentlige.dk bragte denne artikel, er redaktionen blevet kontaktet via mail af en presseofficer fra Viagogo. Mailen indeholdt nedenstående udtalelse fra firmaet:

"Påstandene, som denne sag handler om, blev løst forud for sidste uges afgørelse og er relateret til en tidligere version af hjemmesiden. Vi har siden lavet talrige ændringer for at forbedre brugeroplevelsen for vores kunder over hele verden - et faktum, der også blev understreget i rettens beslutning om at frikende Viagogo i forhold til anklager relateret til hjemmesiden."

“Vi er altid opmærksomme på at samarbejde med myndighederne for at sikre, at vores hjemmeside lever op til lokal lovgivning, og vi forbliver dedikerede til at give vores kunder en sikker platform til at købe og sælge billetter til events. I lyset af rettens afgørelse overvejer vi nu vores næste skridt i samråd med vores juridiske rådgivere."

Skandaleombrust billethaj

Gennem årene har der været en række sager fremme i medierne, som ikke ligefrem har stillet Viagogo i et positivt lys.

Hvis man tager et kig på firmaets Trustpilot-profil, har billetudbyderen da også en rating på sølle 1,6 ud af 5 stjerner - og det er baseret på over 35.000 anmeldelser.

LOVGRUNDLAG:

Markedsføringslovens § 6, stk. 3, har følgende ordlyd:

§ 6 […]

Stk. 3 Når produktets art medfører, at prisen ikke med rimelighed
kan beregnes på forhånd, skal den erhvervsdrivende oplyse, hvordan
prisen beregnes. Når omkostninger vedrørende fragt, levering eller
porto ikke med rimelighed kan beregnes på forhånd, skal det
oplyses, at disse omkostninger kan forekomme.

Mest Læste

Annonce