Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Fitness World med dårlig nyhed - sker d. 1. januar

Forbrug

14/11/22 12:50

Jens Asbjørn Bøgen

Skidt nyt til kædens 370.000 medlemmer.

2023 starter med en træls ændring for de mere end 370.000 medlemmer af Danmarks største fitnesskæde, Fitness World.

D. 1. januar stiger prisen på medlemskaber nemlig med 20 kroner. Det skriver kæden på sin hjemmeside.

"Det er den seneste tid blevet langt dyrere for os at drive vores fitnesscentre. Det gælder blandt andet øgede udgifter til husleje, udstyr, reservedele, el, vand og varme. Derfor er vi desværre nødt til at justere prisen på 20 kr/md.," skriver fitness-mastodonten som begrundelse.

Kæden understreger, at de gør, hvad de kan, for at holde udgifterne nede.

"Vi har indført flere forskellige energisparende projekter. Blandt andet har vi skiftet alt lys i vores centre, så det nu udelukkende er LED, vi har skruet ned for varmen i alle centre, samt slukket for en del af vores kølemontre. Derudover arbejder vi blandt andet også på at få slukket lyset i vores centre om natten og få slukket for vores facade belysning. Desværre er de øgede udgifter stadigvæk så høje, at vi er nødsaget til at justere prisen."

Det kom for nyligt frem, at Fitness World faktisk er på vej til at blive fortid. Til foråret bliver kæden nemlig officielt overtaget af den britiske kæde PureGym, og det betyder, at det ellers så velkendte brand ikke længere vil eksistere.

I forbindelse med konverteringen fra Fitness World til PureGym får kæden tilført et trecifret millionbeløb, men det er altså ikke penge, der skal bruges på at holde centrene kørende.

"De penge, vi får tilført i forbindelse med vores navneskift, skal bruges til at renovere og opgradere vores centre. De er ikke tiltænkt vores faste udgifter som husleje, udstyr, reservedele, el, vand og varme. Disse udgifter er steget markant på det sidste, og derfor bliver vi nødt til at lave en prisjustering på 20 kr," skriver Fitness World.

Før den første coronanedlukning havde Fitness World mere end 470.000 medlemmer i Danmark. Pandemien har imidlertid været hård ved Danmarks største fitnesskæde, og i 2021 var antallet af medlemmer faldet til lidt mere end 370.000 medlemmer.

Tilmeld nyhedsbrev

Mest Læste

Annonce