Danskerne er ivrige efter at dyrke deres egne grøntsager. Foto: Shutterstock
Danskerne er ivrige efter at dyrke deres egne grøntsager. Foto: Shutterstock

Fødevarepriserne får flere til at dyrke egne grøntsager

Forbrug

14/7/22 7:46

Jens Asbjørn Bøgen

Stigende fødevarepriser får flere til at dyrke grøntsagerne selv. Det mærker man tydeligt hos et landsdækkende havecenter, der i år har solgt for 23,6 procent flere drivhusplanter end før nedlukningerne og inflationen ramte.

Coronanedlukninger og de stigende fødevarepriser har fået flere danskere til at kaste sig ud i at dyrke deres egne grøntsager i drivhuset eller haven. Over de sidste tre år har tendensen været tydelig at mærke hos Plantorama, som i deres 13 centre landet over samlet set har solgt for 23,6 procent flere drivhusplanter fra sæsonstarten i februar til midten af juni i år, end de gjorde i hele 2019 inden danskerne på baggrund af nedlukningerne og de stigende priser for alvor fik øjnene op for selv at dyrke grøntsager i haven.

"Efter et par år med coronanedlukninger, hvor folk har brugt meget tid i haven, så overrasker det os, at salget af drivhusplanter endnu engang er steget så meget. Flere har fået interesse for havearbejdet de seneste år, men de stigende priser på fødevarer gør også, at flere kan se en fordel i at dyrke grøntsager selv," siger Morten Wiinberg, der står for indkøb af drivhusplanter hos Plantorama.

Høje priser kan vare i årevis

I gennemsnit er prisen på almindelige forbrugsvarer steget 11,4 procent det seneste år, hvilket er den højeste stigning på forbrugsvarer siden 1982. Kigger man isoleret på fødevarepriserne og zoomer ind på nogle af danskernes foretrukne grøntsager, der også kan dyrkes i drivhuset, er prisstigningerne heller ikke til at komme udenom. Prisen på tomater er steget knap 11 procent siden juni sidste år, mens prisen på en agurk er næsten 29 procent højere i dag end for et år siden.

Ifølge ekspert i fødevare- og ressourceøkonomi Henning Otte Hansen, der er seniorrådgiver ved Københavns Universitet, vil der gå to til tre år, før priserne falder igen.

"Der er omkring tredive forskellige faktorer, der spiller ind på fødevareprisernes udvikling, og derfor er det komplekst at gisne om, hvad fremtiden bringer. Faldende kornlagre, dårlig høst, dyrere kunstgødning, tørke, større fragtomkostninger og krigen i Ukraine er bare nogle af de ting, der påvirker fødevarepriserne," siger Henning Otte Hansen og uddyber:

"Der kan godt gå to eller tre år, før det vender igen. At dyrke sine egne grøntsager er jo en måde at spare nogle penge og klare krisen på, og fremover vil vi sandsynligvis også se mere lokal produktion og handel og lidt mindre globalisering."

Tomater og agurker i top tre

Prisstigningerne på fødevarer har tilsyneladende ikke ændret på, hvad det er, danskerne gerne vil dyrke derhjemme.

"Vores top tre inden for drivhusplanter har skoleagurk på førstepladsen, andenpladsen er den almindelige agurk og på tredjepladsen cherrytomaten. Sådan har det været i mange år. Og hvis en dansk agurk pludselig kommer op at koste 18 kroner, bliver der mange penge at spare i løbet af en sommer, og det forklarer jo hvorfor, der er flere, der gerne vil dyrke selv," siger Morten Wiinberg.