Der er stor forskel mellem top og bund.
For sjette måned i træk vinder Lidl Madprisluppens pristest af de billigste hyldevarer i Danmark.
De seneste år, hvor en række priser kun er gået op, går Lidl forrest i bestræbelserne på at sikre, at prisen på fødevarer går ned, hvilket giver danskerne lidt mere råderum i økonomien.
“I en tid, hvor vi kan læse at forbrugertilliden er historisk lav og hvor prisen på el, varme og brændstof stiger, er vi glade for have svunget taktstokken og startet en modsatrettet tendens, når det handler om prisen på danskernes hverdagsfødevarer,” siger Indkøbsdirektør i Lidl Danmark Peer Sandtner, og han fortsætter:
“Det glæder os, når andre aktører følger trop, så husholdningsbudgetterne tilgodeses på tværs af landet. Ikke desto mindre er vi stolte over, at Lidl fortsat markerer sig som den absolut mest prisvenlige dagligvarekæde. Og når vi er over 500 kroner billigere end den dyreste kurv i Madprisluppens pristest, så er der reelt penge at spare ved at handle i Lidl.”
Lidl introducerede fast lav pris
Lidl introducerede tilbage i maj en ny måde at prissætte kædens varer på.
Konceptet “Fast Lav Pris” blev introduceret, og i dag har Lidl mere end 300 varer, der har en fast lav pris.
Lidls ambition er at gøre op med det, mange danskere oplever som kampagnekaos i dagligvarehandlen.
En kultur med svingende priser, ugetilbud og uigennemsigtige hyldepriser, som gør det svært at gennemskue, hvad varer reelt koster. Samtidig giver det lidt mere råderum i danskernes økonomi.
“Vi kan se, at vores kunder er rigtig glade for vores varer med fast lav pris, og vi ser en tydelig stigning i, hvor ofte lige præcis de varer lander i indkøbskurven. Det viser, at mange danskere allerede har vinket farvel til tilbudsjagten. Samtidig er jeg sikker på, at vores faste lave priser tiltrækker kunder, der vil have et lidt større råderum i økonomien,” siger Peer Sandtner.
Fakta om undersøgelsen
- Madprisluppen gennemgår omkring 100 hverdagsvarer på tværs af 12 danske dagligvarekæder og måler udelukkende på faste hyldepriser og ikke på tilbud.
- Lidl vinder pristesten for sjette måned i træk Danmarks billigste indkøbskurv på 1.985 kroner
- Det er 13 kroner billigere end Rema 1000 på andenpladsen (1.998 kroner) og hele 546 kroner billigere end Meny (2.531 kroner), der er den dyreste kæde i undersøgelsen.
- Data i undersøgelsen er indsamlet af Madprisluppen den 21. og 22. oktober.