Forbrugertilliden i Danmark har aldrig været lavere. Foto: Shutterstock
Forbrugertilliden i Danmark har aldrig været lavere. Foto: Shutterstock

Minus 25,6: Forbrugertilliden har aldrig været lavere

Forbrug

20/07/2022 09:27

J. Bøgen

Desuden forventer danskerne en markant højere ledighed om et år.

Solen skinner over Danmark, men det smitter ikke af på vores tillid til fremtiden.

Den såkaldte forbrugertillid, der afspejler danskernes forventning til både deres egen og landets økonomi, er nemlig på hele minus 25,6 - det laveste niveau nogensinde i de 40 år, undersøgelsen er lavet.

Det viser nye tal fra Danmarks Statistik.

Endnu værre ser det ud, når deltagerne i undersøgelsen skal forholde sig til Danmarks økonomiske situation i dag i forhold til for et år siden.

"Indikatoren om Danmarks økonomiske situation i dag, sammenlignet med for et år siden falder yderligere og ligger i juli på minus 45,5, mens indikatoren om Danmarks økonomiske situation om et år, sammenlignet med i dag nu ligger på minus 23,0," skriver Danmarks Statistik på baggrund af tallene.

Undersøgelsen er lavet ved at bede deltagerne forholde sig til en række udsagn omkring den økonomiske situation Her skal de så svare en af fem muligheder fra for eksempel "meget bedre" til "meget dårligere".

Hvis en deltager svarer "meget bedre" tæller det som 100 i statistikken, hvorimod et svar som "meget dårligere" tæller som minus 100. Efterfølgende bliver alle tallene lagt sammen, og så udregner man gennemsnittet, som er de tal, der udgør forbrugertilliden.

Tredje måned i træk med lav forbrugertillid

I Dansk Erhverv vurderer seniorøkonom Kristian Skriver, at den buldrende inflation er med til at præge humøret hos forbrugerne.

"De historisk høje prisstigninger gør ondt på danskernes pengepung, og giver derfor store økonomiske panderynker for de danske forbrugere. Dertil har krigen i Ukraine øget forbrugernes økonomiske usikkerhed," siger Kristian Skriver til TV 2.

I Arbejdernes Landsbank bider økonom Lisette Rosenbeck Christensen mærke i, at det nu er tredje måned i træk, forbrugertilliden rammer et historisk lavpunkt.

"De høje prisstigninger bider i øjeblikket benhårdt på danskernes pengepunge. Det ser vi som den altoverskyggende årsag," siger Lisette Rosenbeck Christensen til Ritzau.

Tal fra Danmarks Statistik har tidligere vist, at de danske forbrugerpriser i juni var steget med 8,2 procent i forhold til samme måned året før. Det var den største stigning på et år siden 1983.

Udviklingen i forbrugerpriserne kendes også som inflationen.

Forventer stigende arbejdsløshed

Fremtidsudsigterne for dansk økonomi er heller ikke lys, hvis man spørger forbrugerne. Særligt ikke i forhold til arbejdssituationen.

Indikatoren for forventningen til arbejdsløsheden i Danmark ligger nemlig på 18,1 i juli. Det betyder, at danskerne forventer markant højere arbejdsløshed om et år i forhold til nu.

Ser man på det forgangne halve år, er gennemsnittet for denne indikator 8,4. Danskerne er altså blevet mærkbart mere bekymrede for en stigning i arbejdsløsheden.

Mest Læste

Annonce