Kina har sat gang i den største militærøvelse nogensinde i Taiwanstrædet. Foto: Shutterstock
Kina har sat gang i den største militærøvelse nogensinde i Taiwanstrædet. Foto: Shutterstock

Kinesiske missiler rammer Japansk territorium

Forsvar

05/08/2022 09:17

J. Bøgen

De landede tæt ved en øgruppe med knap 1,5 millioner indbyggere.

Fem kinesiske missiler har ramt japansk territorium.

Det fortæller Japans forsvarsminister, Nobuo Kishi, til Japan Times.

De ballistiske missiler blev affyret torsdag i forbindelse med den omfattende militærøvelse, Kina afholder omkring øen Taiwan, efter et kontroversielt besøg til øen af den højtstående, amerikanske politiker, Nancy Pelosi.

Kishi forklarer, at missilerne landede inden for Japans såkaldte eksklusive økonomiske zone. Det er en betegnelse for et havområde, hvor et land har eneret på de naturressourcer, der er i havet, på havbunden og i undergrunden.

Det skriver TV 2.

Det er eftersigende første gang nogensinde, at kinesiske missiler lander inden for den økonomiske zone, der strækker sig omkring 200 sømil ud over Japans territorielle farvand. Tidligere er zonen dog blevet ramt af nordkoreanske testaffyringer.

"Det er alvorligt og vedrører vores lands nationale sikkerhed og befolkningens sikkerhed," siger udenrigsministeren ifølge det japanske nyhedsbureau Kyodo.

Ramte tæt ved ø-gruppe

Kineserne har affyret missiler i havet nord, syd og øst for Taiwan i forbindelse med den igangværende øvelse. Kinas forsvarsministerium oplyser, at man har affyret 11 missiler, hvoraf de fem altså har ramt japansk farvand.

Faktisk slog de ned tæt ved øgruppen Okinawa, som består af flere hundrede øer med knap 1,5 millioner indbyggere.

Militærøvelsen har reelt set omringet Taiwan, da den foregår i seks zoner rundt om den omstridte ø, og det er den største øvelse, kineserne nogensinde har afholdt i det område.

Taiwan har sat militæret i beredskab

Taiwans forsvarsministerium meddeler ifølge Reuters, at man både har sat kampfly, flådefartøjer og de landbaserede missilsystemer i beredskab.

Fredag morgen krydsede adskillige kinesiske flådefartøjer nemlig den såkaldte medianlinje i Taiwanstrædet, hvilket bliver betragtet som en voldsom provokation.

Samtidig har Kina for første gang nogensinde sendt missiler ind over selve Taiwan som en del af øvelsen. Det skriver CNN.

Mest Læste

Annonce