Putin indfører undtagelsestilstand i de annekterede områder af Ukraine. Foto: Shutterstock
Putin indfører undtagelsestilstand i de annekterede områder af Ukraine. Foto: Shutterstock

Putin erklærer undtagelsestilstand og giver ledere "udvidede beføjelser"

Forsvar

19/10/2022 16:35

J. Bøgen

Samtidig indføres der begrænsninger for bevægelsesfriheden i en række russiske regioner.

Rusland indfører undtagelsestilstand i de fire ukrainske regioner, som landet delvist har annekteret.

Det siger den russiske præsident, Vladimir Putin, onsdag ifølge nyhedsbureauet AP.

Putin har onsdag formelt underskrevet et dekret, som giver Rusland større kontrol over områderne.

Der er tale om regionerne Donetsk, Luhansk, Kherson and Zaporizjzja.

Samtidig har den russiske præsident underskrevet et dekret, der gør det sværere at komme ind og ud af otte russiske regioner, der grænser op til de fire ukrainske regioner.

På vej mod rendyrket diktatur?

Som det tredje initiativ har Putin også givet lederne i alle russiske regioner "udvidede beføjelser". Det er imidlertid ikke kommet ud, hvad det er for en slags udvidede beføjelser, kun at Putin gør det for at "beskytte folket".

Ordren er blevet offentliggjort under et møde i Ruslands nationale sikkerhedsråd, som er blevet sendt på direkte tv.

"Vi arbejder på at løse meget vanskelige opgaver i en stor skala for at sikre Ruslands sikkerhed og fremtid og for at beskytte vores folk," siger Putin ifølge DR i begyndelsen af mødet.

Han uddyber ikke yderligere, hvilke beføjelser der bliver indført med undtagelsestilstanden.

Ukrainerne kan være på vej med noget stort

I Kherson-regionen i det sydlige Ukraine er de russiske besættelsesstyrker i gang med at evakuere op mod 60.000 civile for at "beskytte dem".

Der spekuleres vidt og bredt i, hvad den massive evakuering er udløst af, men de ukrainske myndigheder har bedt indbyggerne i regionen om at ignorere den russiske melding.

Og at russerne nu begynder på en så omfattende evakuering er formentligt tegn på, at der foregår noget stort i Kherson-regionen, vurderer militæranalytiker Anders Puck Nielsen overfor DR.

"Jeg tror, at vi lige pludselig, når der begynder at komme meldinger ud igen, vil have fundet ud af, at ukrainerne er rykket frem og har omringet Kherson by, og så er det så en kamp om byen, hvor russerne formentlig forbereder sig på en længere belejring."

Mest Læste

Annonce