Natur ved Oksbøl. Foto: Forsvaret.

Forsvarsministeriet ude med nyt grønt initiativ

Ny grøn handleplan skal sikre, at den grønne omstilling kommer i centrum på hele Forsvarsministeriets område – hånd-i-hånd med de operative hensyn.

Forsvarsministeriet er en af landets største arbejdspladser med mere end 30.000 ansatte, kæmpe øvelsesarealer, skibe, fly, køretøjer og kaserner. Til sammen råder Forsvarsministeriet over mere end 32.000 hektar jord og har et årligt energiforbrug på 339 gigawatt timer, svarende til en større dansk provinsby. Derfor skal Forsvarsministeriet også gå forrest i den grønne omstilling. Det vil ikke kun gavne naturen og miljøet, men vil også på sigt gøre Forsvarsministeriets område mindre afhængig af fossile brændstoffer og give større handlefrihed i militære operationer

Med en ny ambitiøs handleplan for den grønne indsats vil Forsvarsministeriet levere sit bidrag til regeringens målsætning om en reduktion af CO2 med 70 procent i 2030.

Forsvarsminister Trine Bramsen siger: ”Forsvarsministeriet har et særligt ansvar for at bidrage til den grønne dagsorden. Vi er nødt til at tænke de grønne løsninger ind i Forsvarsministeriets operative aktiviteter, så vi kan spare på vores dyrebare ressourcer – og på sigt gøre os mindre afhængige af fossile brændstoffer. Det er også til gavn for vores sikkerhed, når danske soldater er ude på militære operationer.”

Planen for den grønne indsats betyder blandt andet, at Forsvarsministeriet fra 2021 vil installere LED-pærer på alle søværnets fregatter og inspektionsfartøjer og fra 2022 udelukkende vil anvende LED-pærer i Forsvarsministeriets bygninger. Helt konkret vil udskiftningen til LED-pærer på de tre største fregatter medføre en besparelse på ca. 5,3 mio. kWh pr. år og en reducering på 2.650 ton pr. år svarende til de ca. 3.300 indbyggere der bor på Fanø.

Forsvarsministeriet vil fremme biodiversiteten. Naturen have lov at vokse vildt flere steder, landbrugsdriften skal udfases og der skal plantes mere skov på arealerne.

”Den grønne omstilling er allerede godt i gang på Forsvarsministeriets område, og vi er kommet langt. Vi har gennem flere år nedbragt vores energiforbrug og kan se, at det har været godt for naturen og miljøet på Forsvarets områder. Men vi kan og vil gøre endnu mere,” siger Trine Bramsen.

TILMELD NYHEDSBREV

Mest læste

Seneste kommentarer

Læs også