Børn af socialt udsatte fødes i fire ud af fem tilfælde til et dårligt liv. For alle andre er tallet lige omvendt.

Frygt, skam, og forsoning

Med brevet fra Mona i sidste uge kom der gang i debatten. Det får temaredaktør Per K. Larsen til at minde om, at kun en ud af fem nyfødte i en socialt udsat familie, får det vi kalder et godt liv. Fire fødes ind i socialt udsathed, og man kan vel svært argumentere for, at de er skyldige i egen situation. Ugens indlæg i Fattigdomsdebatten.

Den offentlige bragte for et par uger siden historien om Mona, en enlig mor på kontanthjælp der brød et  tabu og spurgte andre enlige, hvordan de klarer sig.

Historien vækker mange følelser. Nogle fordømmer, andre vider medfølelse og forklarer. Rikke fortæller:

”Blandt familie og venner forstår man ikke min arbejdsløshed - jeg har forsøgt at snakke med folk om hvordan jeg har det, men det lader til at de bliver utilpasse, hvis ikke de siger noget i retning af 'jeg forstår altså ikke hvorfor du ikke BARE går hen og finder dig et lille job". De må være ude af trit med virkeligheden, forleden fik jeg fx afslag på juleassistance-job i Magasin, efter at have sendt motiveret ansøgning, cv OG videopræsentation. De havde fået 3200 ansøgninger. Man finder ikke BARE et lille job. Desuden er det svært for mig som fuldtids enlig forsørger til et barn på 3 år, at påtage mig arbejde ud over institutionens åbningstid. Jeg har ikke meget støtte fra min familie. De aner heller ikke hvor få penge jeg konkret har til rådighed, ingen spørger, fordi det er ubehageligt for dem at forholde sig til.”

Frygten

Som om det hjælper at vende ryggen til og håbe man ikke selv bliver ramt. Vi ved at alle risikerer at blive ramt. Vi ved fra opinionsundersøgelser, at 60 – 70 % af alle danskere frygter at havne i samme situation. At stå uden arbejde og havne på en stadig mere usikker hjælp fra samfundet. De samme 60 -70% vil gerne betale mere i skat for at få sikkerheden tilbage.  Meningsmålingerne siger også at flertallet vil stemme på partier, der vil sætte skatten ned og genindføre fattigdomsskabende ydelser. Det er et paradoks. Vi håber åbenbart på, at når de rige bliver endnu rigere, vil de dele deres rigdom med de fattige.

Den netop vedtagne Finanslov hjælper. De nederste huller stoppes. Ledige og syge der falder for daggrænserne, kan få hjælp på kontanthjælps-niveau. Unge ledige kan få hjælp til huslejen. Den gensidige forsørgerpligt afskaffes for samboende. Det er al ære værd med disse forbedringer, men der er lang vej tilbage til det samfund, hvor alle kan føle sig trygge og med i fællesskabet.  

Der er grund til at frygte fremtiden. Sikre sig selv, hvis man kan. Som enlig forsørger får man i kontanthjælp omkring 170.000 om året. Man kan også få børnepenge, boligstøtte, friplads i daginstitutionen lige som alle andre med lave indtægter. Man dør ikke af sult, man klarer sig. Det er svært i byerne, hvor huslejen er høj. Det er nemmere ude i landet. Hvilket er en vigtig grund til at mange kontanthjælpsmodtagere flytter på landet. Der er ingen stedtillæg, når man er på kontanthjælp.

Skammen

Alle der er på kontanthjælp fortæller at de føle sig sat uden for. De skammer sig og er vrede eller fortvivlede over de nedværdigende møder med Jobcentret. Fakta er at nogen mennesker klarer sig godt gennem livet, medens andre klarer sig mindre godt. Hvorfor? Hvad er det der gør at nogle bliver ofre og andre bliver mønsterbrydere? Vi ved at det gamle ord om ”at vi er vores egen lykkes smed” er en meget begrænset sandhed. Vores liv handler først og fremmest om tilfældigheder, som vi ikke har meget indflydelse på.

Det første valg træffer vi slet ikke selv. Det handler om hvor vi fødes. Hvis vi fødes i en socialt udsat familie, har vi rundt regnet 20 % chancer for at få et godt liv. Fødes vi i en veluddannet familie med far og mor i arbejde, er chancen 80 %.  Fødes vi af forældre, med et lyst sind og gåpåmod, eller præget af tungsind. Generne og opvæksten følger os livet igennem.

Nogle rammes af uheld og sygdomme, medens andre undgår dem. Det har vi heller ikke den store indflydelse på. Vi kan forebygge ved spise sundt, undgå røg og druk, sove, motionere, men sygdom og uheld skyldes i langt de fleste tilfælde forhold vi ikke kan kontrollere. En norsk læge har skrevet en afhandling om dette, fordi så mange af hans patienter havde dårlig samvittighed over at de ikke gjorde nok selv for at undgå sygdomme. Hans forskning viser, at vi kan gøre noget, men ikke ret meget selv. Det er hverken rigtigt og heller ikke sundt at give sig selv eller andre dårlig samvittighed over noget, man har så lille indflydelse på som individ.  

Forsoningen

Tyve procent af de, der bliver født i en socialt belastet familie får et godt liv. En ud af fem! De  kaldes mønsterbrydere. Vi ved fra bl.a. SFI undersøgelser at mønsterbrydere har en ting til fælles: De møder på et vigtigt tidspunkt i deres barndom en voksen, som tror på dem og følger dem. Det kan være pædagogen, læreren, en farmor, en nabo.  Det vigtige er ikke, hvem de er. Det vigtige er deres medmenneskelighed, ansvarlighed, relationen. Det ved vi. Hvorfor er det så lige, at den hjælp vi tilbyder socialt udsatte, bygger på så meget kontrol, mistillid og ”motivering” med lave ydelser som skaber fattigdom og eksklusion?

Hvorfor ikke møde socialt udsatte med det, vi ved virker: Tillid, positive forventninger, fagligt kvalificeret rehabilitering og medmenneskelighed. Den hjælp samfundet giver nu koster virkelig mange penge og effekten er så ringe, at den kun måles undtagelsesvist. Når det sker, er konklusionen overvejende: Der skal være mere kontrol. Det er din egen skyld. Skyld spiller en stor rolle. Kontanthjælpsmodtagere skammer sig.

Vi taler meget om ret og pligt. Arbejdsløse har pligt til at stå til rådighed og søge arbejde. Fair nok. Men hvad med de, som ikke får arbejde, uanset hvad de gør? Hvorfor ikke give dem ret til arbejde? Altså: Hvis Jobcentret ikke kan anvise dem arbejde og de selv har forsøgt uden held i fx 2 år, så giv dem ret til et arbejde på overenskomstvilkår. Så har samfundet pligt til at skaffe arbejdspladsen.  Borgeren har ret og pligt til. Samfundet har ret og pligt til at hjælpe mennesker, som er havnet i nød.

Du kan selv gøre noget. Når du møder en kontanthjælpsmodtager, så vend ikke ryggen til, men sig med god samvittighed: ”det er ikke din skyld”.  Vi har et ansvar for vores eget liv, men nogle gange er vilkårene så hårde, at vi må hjælpe hinanden.

 
Emneord: Fattigdom, Socialt udsatte, Fattigdomsdebatten
Fattigdomsdebatten på DenOffentlige.dk Fra 1999 til 2010 steg antallet af fattige i Danmark med 38 procent. En stabilt stigende kurve, der prikker hul i vores forestillinger om, at velfærdsmodellen kan holde borgerne ude af fattigdom....
Aktivitet: Artikler: 38 | Events: 1 | Kompetenceområder: 2

Er du også aktiv i og omkring den offentlige sektor, så læs om mulighederne for at blive udgiver på DenOffentlige.dk her.
Læs mere her

Få mere af det væsentlige

DenOffentliges nyhedsbrev udkommer alle hverdage med:

  • Overblik
  • Videndeling
  • Nyheder
  • Inspiration
  • Debat
BLIV EN DEL AF DENOFFENLIGE
Kommentarer
  • 15.11.14 Marianne Engberg
    Frygt skam og forsoning

    Jeres indlæg om fattigdom er nuancerede og de går i dybden med vel argumenteret kritik. Jeres indlæg bør være pligtlæsning for alle folketingsmedlemmer. De har et åbenlyst behov for at få indsigt i fattigdommens følgevirkninger: skam, ydmygelser, udstødning og nedgørelse. En stor tak til Per K Larsen for hans indlæg om fattigdom. Og tilsidst hvordan kan det være at folketingsmedlemmer og andre der gør sig kloge på fattigdom aldrig nævner de kontante beløb mennesker på overførselsindkomst må leve på? Lad os få de konkrete tal på bordet.

5 seneste job

TILMELD NYHEDSBREV

Få også tema-nyhedsbrevene:

Læs også