Kulturen bar nok Thyra Franks navn, men den havde masser af styrke til at overleve Thyra, siger Jette Versner, der blev fyret fra Lotte i foråret efter over 19 års ansættelsesforhold.

Fyret efter 19 år på Lottehjemmet: De er onde ved beboerne

Ledelse

04/09/2014 15:35

Nick Allentoft

Hun er 74 år gammel, men arbejder stadig. Nåede at være 19 år på Lottehjemmet før hun blev fyret i foråret. Kulturen bar nok Thyra Franks navn, men den havde masser af styrke til at overleve Thyra, siger hun. Mød Jette Versner, der mener at de gamle behandles på en måde der er direkte ond.

“Jeg forstår ikke meningen med det, der foregår, men jeg ved en ting. Det er ondt overfor beboerne. Det er forfærdeligt at opleve. Gamle mennesker er så afhængige af, at man kender dem. At man ved hvordan man skal røre dem, tale til dem, hvad deres vaner er. Det kan man ikke overdrage gennem dokumentation og journaler. Man kan jo ikke overdrage et menneskes personlighed og humør i forbindelse med et vagtskifte.”

Læs alt om Lotte-sagen

Sådan siger Jette Versner. Hun blev i foråret fyret fra Lottehjemmet efter 19 års ansættelse, og hun er ulykkelig over den offentlige styringskultur, som hun personligt oplevede lagde sig over Lottehjemmet.

“Man skal kende sine beboere, for at kunne behandle dem ordentligt. Man kender ikke et andet menneske ved at læse i en journal, hvad andre har skrevet. Men sådan foregår det nu på Lotte. Før havde vi hver især ansvaret for bestemte beboere, som vi kunne godt med. I dag kan en beboer opleve, at en vildt fremmed person kommer ind om natten, og skal vende hende mens hun sover. Hvordan ville du have det, hvis en vildt fremmed person står og roder med dig midt om natten,” spørger Jette Versner.

 

19 år forsvandt på få måneder

Hun har et langt arbejdsliv bag sig, og de seneste næsten tyve år har hun lagt sine arbejdstimer på plejehjemmet Lotte. Først som afløser på nattevagter, siden i dagvagter og i alle årene med en arbejdsglæde, som er uden sammenligning.

Indtil en sommerdag for et års tid siden. Den dag trådte en ny forstander ind ad døren.

“I mine 19 år på Lotte har jeg i de 18 set, at det sagtens kan fungere, når vi tror på det gode og respekterer hinandens forskelligheder,” siger hun i dag.

Det er ikke en bitter tidligere medarbejder, der angriber sin tidligere arbejdsplads, siger hun selv og flere af hendes kolleger bekræfter hende. Når hun står frem med kritik nu handler det om, at hun ser en udvikling som hun mener er både ond og helt forkert.

“Forestil dig, at din hjerne fungerer fint, men du kan ikke tisse selv, og du skal have hjælp til vask og pleje dagligt. Forestil dig så, at det flere gange om ugen er en fremmed person, der vasker dig de mest intime steder. Forestil dig, at du sover dybt i din seng om natten. Pludselig står en vildt fremmed person og rusker i dig. Ville du føle dig tryg ved det? Sådan gør man på Lotte i dag. Sikkert også på mange andre plejehjem,” siger Jette Versner og håber historien om Lottehjemmet endnu engang kan skabe debat om måden Danmarks gamle bliver behandlet på.

 

To timers jobsamtale i kælderen

“Jeg vil til hver en tid hellere arbejde et sted, der har tillid til mig, end arbejde under den styring, som man har i dag. Man vokser af tillid og vil gå langt for at tingene foregår ordentligt, når man bliver vist tillid. Det handler om menneskesyn, og det går den helt forkerte vej lige nu,” påpeger Jette Versner.

Hun var lige kommet hjem fra fire års arbejde på Grønland, da hun 53 år gammel skulle finde beskæftigelse i Københavnsområdet. Med 29 år i bagagen som selvstændig afspændingspædagog havde hun ikke skænket det en tanke, at alderen kunne stå i vejen for et job, men det gik op for hende, at hun havde alderen imod sig. Ved det andet afslag på en ansøgning bad hun om en begrundelse og fik en hentydning om, at hun var for gammel. Da var det hun gik hen til Lottehjemmet på Kochsvej og bankede på døren.

“Det var godt nok lykkedes mig at få et job som nattevagt på et plejehjem, men jeg ville gerne arbejde tættere på mit hjem. Jeg boede i området, og havde gået forbi det store hus, hvor der altid sad gamle mennesker i haven. Der så ud til at ske noget helt andet, end i en almindelig villa,” mindes Jette Versner om dengang hun tilfældigt læste en artikel om Thyra Franks Lottehjem i lokalavisen og besluttede at undersøge mulighederne for job nærmere.

“Så en dag gik jeg ind på Lotte og bankede på. Fortalte at jeg gerne ville tale med lederen, men godt nok ikke havde en aftale. Thyra sad i kælderen og rodede med nogle ting. Inviterede mig ind med et stort venligt smil, og fortalte så, at Lotte ikke havde bruge for nyt personale. Alligevel talte vi sammen i to timer, og Thyra fik en seddel med mit navn og nummer inden jeg gik. Nogle dage senere ringede hun og tilbød mig at blive afløser. Det udviklede sig i løbet af et års tid til et fast job, og så har jeg været der siden. Eller rettere indtil jeg så blev opsagt i foråret,” fortæller Jette Versner.

 

Stærk tilknytning

Inden opsigelsen havde frustrationerne bredt sig, og hun var ulykkelig over udviklingen på Lottehjemmet. Men når man arbejder med gamle mennesker efter Thyra-modellen får man en stærk relation til de mennesker man tager sig af og de kolleger man har.

“Jeg havde længe gået og tænkt over udviklingen på Lotte, og havde det rigtig dårligt med at komme på arbejde. Det havde vi alle sammen, men vi følte os også forbundet til stedet. Vi ville ikke svigte de gamle beboere, og ville heller ikke svigte kollegerne. Så selvom det hele bare bliver værre og værre kan man ikke få sig selv til at flygte,” fortæller Jette Versner. Hendes udlægning bliver bekræftet af flere nuværende og tidligere medarbejdere på plejehjemmet.

De gamle medarbejdere oplevede en helt ny kontrollerende og regelstyret kultur lægge sig som en dyne over plejehjemmet. Ifølge den nye forstander handlede det om at redde Lottehjemmet fra lukning fordi der var kommet skærpede tilsyn og ejeren, OK-Fonden, havde stillet nogle klare krav til en ny ledelse. Der skulle “ryddes op efter Thyra Frank” men det giver Jette Versner ikke meget for.

“Den form for ledelse som Thyra praktiserede, gav stærke relationer mellem os alle sammen. Vi var en stor gruppe, en helhed, og det smittede selvfølgelig af på vores ansvarsfølelse for stedet og hinanden. Det havde den effekt, at man husker bedre og er mere opmærksom. Omsorgen bliver omdrejningspunktet, og så behøver man altså ikke al den dokumentation og kontrol. De få gange, der sker fejl, vil der være andre der opdager det, eller man opdager det selv ret hurtigt og kan rette op straks,” forklarer Jette Versner.  

Hendes pointe er, at systemerne har en indbygget mistillid til at personalet kan udføre deres arbejde ordentligt. Når alting skal dokumenteres tager det samtidig tid fra kontakten med de mennesker det egentlig handler om, nemlig beboerne.

“Vi begår alle fejl, men når man bliver udsat for overvågning og kontrol, bliver fejlene ikke rettet på samme måde. Alt det her dokumentation tegner jo ikke et billede af virkeligheden. På den ene side er det jo ikke sikkert, at noget rent faktisk er udført og gjort, selvom det fremgår af dokumentationen, og på den anden side er det heller ikke sikkert, at alt, der er gjort fint, flot og rigtigt rent faktisk er dokumenteret,” fortæller Jette Versner.

Hun mener styring, dokumentation og kontrol har taget overhånd.

 

Mekanisk menneskesyn breder sig

“Der breder sig i disse år et mekanisk menneskesyn i vores samfund. Pludselig skal vi allesammen efterleve regler fra mennesker, der vil have alting i kasser og systemer. De mennesker, der bygger alle de systemer og regler er i mine øjne svage mennesker, der bør have hjælp. Nogen mennesker er så utrolig bange for at lære sig selv bedre at kende og hele tiden udvikle sig, at de ikke kan tåle, at andre mennesker udvikler sig. Derfor lægger de så tingene ind i kasser, som de kan forholde sig til, styre og regulere. Men det er da ikke det samme som at hele vores samfund skal i kasser,” siger den 74 årige kvinde.

Hun mener, at regler og dokumentation i sig selv bidrager til flere fejl.

“Når man lægger al den dokumentation ind, så øger man også afstanden mellem alle de mennesker - personale, beboere og pårørende - der kommer på plejehjemmet. Så fjerner man det menneskelige, og det øger altså risikoen for fejl. Alt det dokumentation betyder jo ikke, at tingene rent faktisk er gjort. Det er da ikke sikkert, at beboeren har været på toilettet bare fordi det står i et stykke papir, det er heller ikke sikkert man havde husket at give medicinen på det rigtige tidspunkt, selvom det står i dokumentationen og det er da heller ikke sikkert, at badet er ordnet eller maden serveret bare fordi det står i et stykke papir,” mener Jette Versner.

Tilliden bliver med andre ord klemt, og når tilliden forsvinder kvæles den kultur, som skal bære medarbejdernes engagement.  

“Når man arbejder med mennesker opstår et tillidsrum mellem borgeren og personalet. Det er helt afgørende for omsorgen og udførelsen af det arbejde vi skal passe. Så kommer systemerne og tror at man kan skrive om tillid i manualer. Altså, man kan simpelthen ikke styre sig til god og ordentlig menneskelig opførsel. Når man fokuserer på dokumentation og styring tager man den personlige relation ud, og så forsvinder det menneskelige. Det kan ikke lægges ovenpå i en eller anden manual,” siger Jette Versner og trækker et eksempel frem, som samtidig illustrerer, hvorfor det var svært at sige op og bare finde et andet job.

 

Beboer døde kort tid efter fyring

“Jeg havde en beboer, der havde Parkinsons. Hun ville hverken spise eller drikke med mindre man gjorde tingene på en helt bestemt måde. Hun døde kort efter jeg stoppede, og det kan godt være, det ikke står i dødsattesten, men jeg er sikker på, at det var sult og tørst hun døde af. Jeg besøgte hende på hospitalet, fordi hun blev indlagt af et par omgange efter jeg blev fyret. Når jeg var der kunne jeg få hende til at drikke,” siger Jette Versner.

Et andet eksempel tjener til at illustrere hendes pointer med den relation, der udvikler sig mellem plejepersonale og beboer, når det menneskelige aspekt er en del af ligningen.

“Jeg har stået med en nattevagt, der kom første gang, og vi skulle vende en beboer, som jeg kender rigtig godt. Jeg taler til beboeren, og kan fornemme, at hun har hørt mig, og ved, hvad der skal ske. Så spørger nattevagten, som er en mand, hvordan jeg ved om beboeren kan høre mig, og jeg fortæller, at jeg kender hende. Jeg siger det på en måde, som inddrager beboeren, for jeg kan ikke lide den der måde, at man taler hen over hovedet på det menneske, man hjælper. Hvordan skal man overdrage til en tilfældig afløser eller nattevagt, hvordan man kan se på et menneske, om det forstår, hvad man siger,” spørger Jette Versner.

Den nu tidligere medarbejder på Lottehjemmet har gennem sit lange arbejdsliv med mennesker erfaret, at ledelse med blik for hele opgaven er afgørende for succes.

 

Det begynder med ledelse

“Med den rigtige ledelse skaber man en selvfølgelig kan det lade sig gøre indstilling. Med dårlig ledelse opløser man loyalitet, sammenhold, ansvar og engagement i personalegruppen,” mener Jette Versner.

Hun peger på, at enhver arbejdsplads er defineret af de mennesker, der kommer på den. Derfor er det også vanskeligt, at ensrette alting på en arbejdsplads, hvis fremmeste opgave er, at tage sig af mennesker.

“På det gamle Lotte havde vi stor variation i personalegruppen. Thyra var rigtig god til at sikre mangfoldighed, så vi var alle meget forskellige. Men det er beboerne på et plejehjem jo også. Det gav da nogle udfordringer, men vi lærte også meget om rummelighed og tolerance af det. Det giver nogle flere værdier og mere menneskelighed, end det der fokus på at uddannelsen skal være den rigtige,” forklarer Jette Versner.  

Hun fulgte med gru udviklingen på Lotte, da ny styring langsomt splittede den helhed, der var på det gamle Lottehjem.

“Det er så vigtigt, at der er forskellighed og dynamik i en personalegruppe, for så skal vi gøre plads til hinanden alle sammen. Men når man alene ansætter efter papirer og uddannelse mister man mangfoldigheden, fordi de samme typer som regel vælger samme retning. Derfor er det så vigtigt med en leder, der har blik for helheden og tager lederskabet for at fastholde en helhed. At lederen går foran, kender sit personale, sine beboere og viser sig i hverdagen,” påpeger Jette Versner.

Denne helhed omfatter meget mere end selve personalet og driften af selve plejehjemmet, fremhæver den tidligere medarbejder.

“Det gælder også i forhold til beboernes pårørende, for de er jo også meget forskellige. Selvfølgelig er der nogle imellem, som er vanskelige, sådan er det jo altid med en stor gruppe mennesker. Mange pårørende kunne man blive venner med over en periode, og de kunne blive ved med at komme og hjælpe til på Lotte, når deres gamle var død,” fortæller hun.

Denne inklusion af beboernes pårørende havde en positiv effekt på hverdagen.

“For det første er man tilbøjelig til at besøge sine gamle lidt oftere, hvis det er hyggeligt og rart at komme. Derfor lagde vi stor vægt på, at pårørende skulle føle det som om de kom i mors eller fars eget hjem. Der vil man jo hjælpe til. Lave kaffen, hjælpe til med nogle at dagligdagens småting og møde op, når der er brug for ekstra hjælp. Sådan var det på gamle Lotte. Jeg forstår slet ikke, at der ikke skal være plads i budgettet til at pårørende kan få en kop kaffe, spise med om aftenen eller være med på en tur. Det er en hjælp for personalet, og det bidrager til en betydeligt bedre stemning i hverdagen, at der er plads til os allesammen, og man altid er velkommen,” mener Jette Versner.

 

Lederen skal handle

Hun erkender, at det er vanskeligt at rumme alle slags mennesker, men siger samtidig, at det er et vilkår, når man arbejder med mennesker.

“Engang imellem kunne beboere, personale eller endda pårørende da være vanskelige, men så oplevede vi forstanderen tage affære. Så ville hun tage en alvorlig men kærlig snak med pågældende. Hun ville altid være rummelig og forstående, men når det var nødvendigt blev man lige trukket til side til en snak,” husker medarbejderen.

Denne tilgang til lederskabet prægede kulturen i medarbejdergruppen, hvor lysten og viljen til at tage ansvar og have respekt for kollegerne dominerede.

“Det er da klart, at den tilgang til tingene, hvor man viser tillid og giver frihed, den har også sine svage sider. Men de fik aldrig lov til at få overtaget. Et leder, der ser det gode først, og skal have hjælp fra sine omgivelser til at se, når det gode er kunstigt eller ren snyd, får medarbejderne med sig. Vi har da oplevet problemer eller ubehagelige situationer på Lotte. Det kan jo aldrig undgås, men vi har altså altid fået det løst,” fortæller Jette Versner.

Uanset om lederen hedder Thyra Frank eller noget andet er det afgørende ifølge Jette Versner, at indtage rollen med lige dele selvindsigt, ansvar og ydmyghed, og den balance mener hun, er knækket.

“Vi skal som mennesker vide og erkende hvad vores styrker og svagheder, men vi skal også acceptere dem hos hinanden. Men er man svag og nægter at erkende det, vil man forsøge at styre sig gennem sine opgaver, og på den måde udhviske de ting, som man ikke er tryg ved,” mener Jette Versner.

Den nu tidligere mangeårige medarbejder på Lottehjemmet har taget en masse erfaringer med sig, og selvom hun har passeret 74 er hun stadig aktiv.

 

Mest Læste

Annonce