Han mener, at brændstof skal være billigere.
Brændstofpriserne har længe været debatteret.
For nylig blussede diskussionen atter op, da priserne stak helt af som følge af konflikten mellem USA og Iran.
Heldigvis for de danske forbrugere er priserne faldet en smule igen, men slet ikke til tidligere niveauer.
De lavere priser er en lettelse for danskerne, men Donald Trump mener fortsat, at brændstofpriserne bør være markant lavere.
Det skriver Ekstra Bladet.
Kræver billigere brændstof
USA og Iran har landet en aftale, som betyder, at Hormuzstrædet nu er åbent igen.
Den holder dog ikke amerikanske præsident fra at rette skarp kritik mod de selskaber, der sælger brændstof.
Ifølge præsidenten afspejler priserne ved pumperne slet ikke prisfaldet på verdensmarkedet.
“Benzinforhandlere skal sætte deres priser ned øjeblikkeligt! De er for høje, når man tager i betragtning, at olien nu handles til 68 dollar for en tønde og er på vej længere ned,” skriver Trump på Truth Social.
Prisen for 1 tønde Brentolie ligger aktuelt på 73,78 dollars, mens den amerikanske variant koster 70,56 dollars.
Langt fra målet
Præsidenten har et meget konkret mål for, hvad brændstof bør koste for amerikanerne.
1 gallon, der svarer til 3,8 liter, bør ifølge præsidenten ligge på cirka 2,5 dollars (lidt over 16 kroner, red.).
Virkeligheden ser dog markant anderledes ud, da gennemsnitspriserne ifølge American Automobile Association ligger 35 procent over præsidentens ønskeniveau.
Selv i staten Colorado, hvor benzinen er absolut billigst, koster de dyre dråber 3,7 dollars for 1 gallon. Det svarer til næsten 25 danske kroner.
Allerværst ser det ud på vestkysten, hvor 1 gallon aktuelt koster 5,46 dollars (cirka 36 kroner, red.).
“Californien bør stoppe med at kræve så store gebyrer på benzin. Snart er gebyrerne højere end produktets pris, og USA vil ikke finde sig i det. Det vil det californiske folk, der mishandles af deres egen regering, heller ikke,” skriver Trump.
Danske priser
For at sætte tingene lidt i perspektiv, så svarer Trumps ønskepris til en literpris på 4,21 danske kroner.
I Colorado koster en liter benzin lige nu omkring 6,5 kroner, mens den i Californien koster 9,5 kroner.
Dermed står det klart, at vi i Danmark får lov at betale en del mere for vores brændstof.
Det skyldes primært afgifter og moms.
Mens regeringen har afvist af fjerne afgifter på brændstof, vil de alligevel gøre noget for at imødekomme de høje priser.
For et par uger siden fremsatte regeringen nemlig et forslag om at forhøje befordringsfradraget midlertidigt resten af 2026.