Forside Generelle nyheder Efter konkurser: Nu vender danske elkunder ryggen til aconto

Efter konkurser: Nu vender danske elkunder ryggen til aconto

strøm, forlængerledning
Shutterstock

Mange kunder står til at miste store beløb.

Aconto, hvor man betaler forud for et forventet forbrug af el, har traditionelt været den mest udbredte måde at betale for sin strøm på.

Digitale målere har imidlertid betydet, at man i dag sagtens kan betale månedsvist for sit faktiske elforbrug, og ifølge en ny undersøgelse fra Forbrugerrådet Tænk, er det den løsning, som et stort flertal af danskerne foretrækker.

Kun 8 procent af forbrugerne foretrækker således at betale aconto for deres strømforbrug, mens 73 procent foretrækker at betale bagudrettet.

Selv blandt de forbrugere, der i dag betaler aconto for deres strøm, er det kun 20 procent, der rent faktisk foretrækker den afregningsform. Over halvdelen ville helst betale bagudrettet.

Tilliden er svækket

Aconto betyder, at forbrugerne betaler for strømmen på forhånd ud fra et skøn over deres forventede forbrug.

Hvis skønnet er for højt, opbygger kunden et tilgodehavende hos elselskabet, som først afregnes senere.

Særligt den seneste tids konkurser og skandaler i elbranchen har påvist nogle af de grundlæggende problemer med aconto-modellen og den økonomiske risiko, som den udsætter forbrugerne for.

Kunder hos de konkursramte elselskaber, Velkommen, Nettopower og Vedvarende, står i øjeblikket til at miste størstedelen af de penge, som de havde stående til gode hos selskaberne efter aconto-indbetalinger.

”Når man betaler aconto, udlåner man i virkeligheden penge rentefrit og risikofyldt til elselskaberne. Det har vi for alvor set risikoen ved med skandalerne i Velkommen, Nettopower og Vedvarende, hvor titusindvis af kunder nu risikerer at miste store beløb, som de har indbetalt for meget. Derfor er det heller ikke overraskende, hvis forbrugerne har mistet tillid til at betale forud for strømmen, ” siger Winni Grosbøll, der er direktør i Forbrugerrådet Tænk. 

Forbrugerrådet Tænk foreslår at afskaffe aconto helt som afregningsform og i stedet gøre bagudrettet betaling til standard på elmarkedet.

”Forbrugerne ønsker ikke aconto, og afregningsformen udsætter dem samtidig for en unødig økonomisk risiko. Derfor bør aconto udfases, så forbrugerne som udgangspunkt kun betaler for den strøm, de faktisk har brugt, ” siger Winni Grosbøll.

Forbrugerrådet Tænks undersøgelse er foretaget via Norstats webpanel blandt et repræsentativt udsnit af den voksne danske befolkning på 1.000 respondenter. Besvarelserne er indsamlet mellem 11. august og 13. august 2026.

Ads by MGDK