Snart kan forældre i hele EU få en større stemme, når det kommer til deres børns digitale fingeraftryk.
Et nyt forslag, bakket op af lande som Grækenland, Frankrig og Spanien, vil nemlig indføre en fælles digital aldersgrænse i EU – også i Danmark.
Det skriver det internationale medie Politico, der dækker EU tæt.
Forslaget, der skal diskuteres af EU’s digitalministre i begyndelsen af juni, er et direkte svar på den voksende bekymring for børns skærmtid og de mulige konsekvenser for deres mentale helbred.
Ifølge Politico blev sagen ekstra aktuel, efter at Australien for nylig besluttede, at børn under 16 år skal have forældrenes samtykke til at oprette konti på visse sociale medier.
I dokumenter som Politico har fået fingrene i, tales der om at fastsætte en fælles “digital myndighedsalder” i hele EU.
Med andre ord skal børn under en vis alder ikke længere kunne oprette profiler på sociale medier uden mor og fars accept.
Frankrig, Spanien og flere andre medlemslande er allerede varme på idéen. Også fra Danmark, der snart overtager EU-formandskabet, lyder der positive toner.
“Beskyttelsen af vores børn på nettet bliver en helt central prioritet for det kommende danske formandskab,” lyder det fra digitalminister Caroline Stage Olsen.
Det nye forslag er ikke bare et enkeltstående initiativ. Det er en del af en større plan for at gøre internettet til et tryggere sted for de yngste.
Den såkaldte Digital Services Act (DSA) er allerede vedtaget og skal blandt andet sikre, at digitale tjenester opfører sig ansvarligt, respekterer brugernes rettigheder og ikke mindst gør det trygt at være online.
Men ikke alle jubler over de europæiske ambitioner.
USA har allerede været ude med riven og kritiseret EU’s kurs for at lægge bånd på de store amerikanske techgiganter og for at true innovationskraften. Amerikanerne mener, at reglerne kan kvæle kreativiteten og skabe et unødvendigt bureaukratisk monster.
Uanset modstanden kan et fælles EU-krav om forældres godkendelse dog blive en realitet snart. For i en tid, hvor TikTok og Snapchat fylder mere og mere, er spørgsmålet, hvordan vi bedst sikrer de unges trivsel og sikkerhed i den digitale verden.