Nu sætter DMI ord på chancerne for hvid jul.
Lige nu læser andre
DMI har tidligere på efteråret udgivet langtidsprognoser, som dækkede hele december.
Her nævnte de dog ikke selve juleaften, men det gør de nu i en ny månedsprognose.
Skal man tro meteorologernes seneste vurdering, bliver starten på december langt fra vinterlig.
Faktisk tyder meget på, at vejret indtil midten af måneden kommer til at følge et velkendt decembermønster med mild luft, frontpassager og ustadige dage.
Uge 49 (1/12 – 7/12)
December lægger ud med en meget aktiv, nordatlantisk lavtryksbane fra det østlige USA, syd om Grønland og via Island til Norskehavet og Skandinavien.
Læs også
Det betyder, at mild luft pumpes op over Danmark fra sydvest, med tilhørende frontpassager fra vest.
På enkelte dage kan der dog også blive plads til lidt sol og stort set tørt vejr mange steder, når en en højtryksryg skyder op over landet fra syd.
Det gælder især over de sydøstlige landsdele, mens Nordjyderne nok må leve med lidt mere regn af og til.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 5 og 10 graders varme, mens nattemperaturen når ned mellem 2 og 5 graders varme.
Uge 50 (8/12 – 14/12)
Uge 50 ligner umiddelbart en gentagelse af den første uge i december, men der er også en svag chance for, at højtrykket over Sydøsteuropa bevæger sig lidt op over Baltikum og dele af Rusland og giver lidt bedre plads til højtryksrygge over landet.
Læs også
Vi skal dog nok indstille os på en fortsat aktiv lavtryksbane, overvejende nord om landet og tilhørende frontpassager med regn, efterfulgt af enkelte byger.
På enkelte dage kan det også blive meget blæsende, hvilket især gælder de nordvestlige landsdele, som også må tage imod den meste regn fra oven.
Dagtemperaturen ventes typisk at nå op mellem 4 og 9 graders varme, mens nattemperaturen når ned mellem 1 og 6 graders varme.
Uge 51 (15/12 – 21/12)
I dagene op mod jul kan mønsteret begynde at skifte.
Sidst i uge 51 er der tegn på, at et større højtryk kan bygge sig op fra Sydøsteuropa til Sydskandinavien.
Læs også
Det kan skubbe lavtryksbanen længere nordpå og give mere stabilt, roligt og en smule koldere vejr.
Her kan der blive plads til både sol og enkelte byger med vinterligt præg, især hvis vinden trækker ind fra et koldere hjørne.
Hvid jul?
Fra den 22. december og ind i starten af januar er usikkerheden meget stor.
Alligevel ser DMI en svag overvægt af prognoser, der peger på, at højtrykket fortsat kan dominere.
Det vil i givet fald betyde forholdsvis stabilt og tørt vejr, men der er samtidig også risiko for, at mildere vestlige lavtryk kan bryde igennem og sende temperaturen op igen.
Læs også
Nedbøren, der måtte falde, kan komme som både sne, slud eller regn. Alt afhænger af vindretninger og højtrykkets præcise placering.
Med hensyn til hvid jul tør DMI ikke komme med et klart svar: “Det er endnu for tidligt at spå om chancerne for en hvid jul,” skriver de.
Det betyder, at danskerne fortsat må væbne sig med tålmodighed.