Sønnen er en heldig ung mand.
En yngre midtsjællandsk mand har fået en ekstra god grund til at være glad og taknemmelig for sine forældre.
Forældrene vandt nemlig for nylig ikke mindre end 1.034.742 kroner i Eurojackpot, og de besluttede som det allerførste, at en del af gevinsten skal bruges til at betale for sønnens første rigtige, egen bolig.
“Vi har lovet at hjælpe ham lidt på vej, og det er han meget glad og lykkelig for. Det kribler i ham for at komme ud,” fortæller faderen og tilføjer, at det også kribler lidt i forældrene.
“Jaeh, vi har et meget godt forhold til hinanden, men han har en alder, hvor det er ved at være tid,” siger han med et grin.
Det hjælper selvfølgelig også lidt på det, at sønnen ikke har planer om at flytte langt væk.
“Det er samme by, han kigger på en andel i, så det er ikke sådan, at han flytter til den anden ende af landet,” siger faderen og tilføjer så muntert:
“Jeg tænker da, at han stadig kommer hjem og vasker tøj af og til.”
Som de fleste med voksne børn ved, så kan der godt blive lidt stille, når børnene flytter hjemmefra, men det bekymrer ikke faderen.
Han har nemlig tænkt sig at bruge gevinsten fra Eurojackpot på at få nogle nye oplevelser.
“Der er da nok lidt tomt til at starte med, men så må man jo fylde op med noget andet,” siger han og nævner som et konkret eksempel en ferierejse af de større.
“Vi havde i forvejen kigget på en USA-rejse til foråret, og så er det jo heldigt, at vi lige har fået nogle ekstra penge, for det er jo ikke gratis at tage til USA, det kan vi hurtigt blive enige om,” siger manden, som i første omgang glæder sig til at besøge New York sammen med sin kone.
“Frihedsgudinden, Central Park, mindesmærket for 9/11… Og bare at mærke stemningen og pulsen derovre. Så vores første tur er en storbyferie, men hvis vi så bliver grebet af det, så kan det være, at vi tager tilbage på en roadtrip,” siger manden, som dog stadig ikke har lagt helt konkrete rejseplaner.
“Nej, indtil videre står alle pengene stadig på kontoen, for vi skal lige se, hvad sådan en andel koster.”