Skattelettelsen bliver markant, lyder meldingen.
Regeringen vil afskaffe mellemskatten som led i den kommende skattereform.
Det vil sikre cirka 619.000 danskere en skattelettelse på mange tusind kroner årligt, viser beregninger. Skatte- og vækstministeren håber, at de blå partier vil omfavne forslaget.
Regeringen lægger i den kommende skattereform op til, at danskerne kan se frem til at vinke farvel til mellemskatten.
Det betyder, at cirka 619.000 danskere vil få en skattelettelse på mange tusind kroner årligt fra 2030.
Det viser nye tal fra Skatte- og Vækstministeriet, men for at skattelettelserne skal have virkning allerede fra 2027, kræver det, at de blå partier vil være med til at lande en aftale, mener skatte- og vækstminister Jakob Engel-Schmidt.
”Vi står med en gylden mulighed foran os, hvor vi kan sikre cirka 619.000 danskere ikke bare en skattelettelse, men en markant skattelettelse. Så det håber jeg naturligvis, at de blå partier i Folketinget vil se som en åben invitation til at samarbejde med mig om at gøre til virkelighed,” siger Jakob Engel-Schmidt og fortsætter:
”Jeg vil skabe en kultur, hvor flest muligt har lyst til at gå på arbejde og være med til at skabe mere vækst og fremgang i Danmark. Med skattereformen sørger vi for at gøre lige præcis dét endnu mere attraktivt. Det både håber og tror jeg på, at mine blå kollegaer i Folketinget kan se musikken i.”
Afskaffelsen af mellemskatten vil lede til en gennemsnitlig årlig skattelettelse på cirka 7.200 kroner i 2030 for de borgere, der i dag betaler mellemskat.