Foto: Gil Corzo / Shutterstock.com
Foto: Gil Corzo / Shutterstock.com

Jonas Vingegaard sætter ord på: "Vi har ikke lige fået talt sammen"

Generelle nyheder

29/05/2025 10:12

Lukas Andreas

Jonas Vingegaards næste løb starter den 8. juni.

LIGE NU LÆSER ANDRE OGSÅ

Tankerne falder vist kun på én mand, når man bliver spurgt, hvem Jonas Vingegaards største rival er: Tadej Pogacar.

Den altødelæggende slovener og den ydmyg thybo har gennem de seneste sæsoner stået for nyere tids største Tour de France-rivalisering, og alt peger på, at endnu et kapitel skal skrives til sommer.

Forberedelserne til årets Tour de France er allerede i fuld gang, og i disse dage er Jonas Vingegaard på højdetræningslejr i spanske Sierra Nevada - og det samme er Tadej Pogacar.

Det skriver Ekstra Bladet.

Efter et forår fyldt med sejre og et forrygende niveau har Pogacar brugt de seneste uger på højlandstræning for at finpudse formen før Critérium du Dauphiné – den klassiske generalprøve inden Touren.

Og mens sloveneren har trådt sine pedaler i topform, har Vingegaard haft en noget anderledes optakt.

Den danske Visma-Lease a Bike-stjerne har kæmpet med følgerne af en hjernerystelse, der tvang ham til at trække sig fra løbsprogrammet i foråret.

I stedet for løb har Vingegaard brugt tiden på at snuse til Tourens vigtigste etaper og har tilbragt de seneste uger i højderne i Sierra Nevada, Spanien – hvor, pudsigt nok, Pogacar også trænede.

Men de to ærkerivaler har ikke krydset hinandens vej – endnu.

“Vi har faktisk kørt i hver vores retning flere gange, og vi har ikke lige fået talt sammen. Det ville ellers være rart at få en snak med ham,” siger Vingegaard under et virtuelt pressemøde ifølge Ekstra Bladet.

Bag de mange kilometer og den intense rivalisering gemmer sig dog også en gensidig respekt. Vingegaard indrømmer, at han faktisk foretrækker at køre løb mod Pogacar – selvom det naturligvis gør det sværere at vinde.

“Jeg kan virkelig godt lide at køre mod Tadej. Når han ikke er der, er niveauet en smule lavere, og det er lettere at vinde. Når han er der, kan jeg godt lide at køre mod den bedste rytter - og han er den bedste..”

Og det bliver der rig mulighed for at bevise om få dage. Den 8. juni står de begge på startstregen i Critérium du Dauphiné – en forsmag på den episke duel, der venter i juli.

Spørgsmålet er, hvem der har fundet de sidste procenter i de tynde luftlag. For én ting er sikkert: Når Pogacar og Vingegaard rammer samme asfalt, er der altid garanti for cykelløb i verdensklasse.

Mest Læste

Annonce

Ads by MGDK