Forside Generelle nyheder Nicklas Bendtner åbner op om karrieren: Det fortryder han allermest

Nicklas Bendtner åbner op om karrieren: Det fortryder han allermest

Nicklas Bendtner åbner op om karrieren: Det fortryder han allermest
Review News / Shutterstock.com

Den tidligere landsholdsangriber løfter nu sløret for, hvad han fortryder mest.

Nicklas Bendtner er højaktuel i disse dage. VM i fodbold er i fuld gang, og der er netop taget hul på sekstendedelsfinalerne.

Den tidligere fodboldstjerne er ekspert på TV 2, hvor han kommer med sine input til de ting, der foregår ved slutrunden.

Den 27. juni sad Bendtner klar ved tastaturet, da TV 2 åbnede for en livechat med ham.

Her havde seere og læsere mulighed for at stille den 38-årige herre spørgsmål om alt fra slutrunden til hans egen karriere.

Og der kom flere sandheder på bordet.

Største fortrydelse

Under livechatten fik Bendtner et spørgsmål, der gik på, hvad han fortrød mest ved sin egen karriere.

Det er ikke nogen hemmelighed, at han har været involveret i et par skandaler, men faktisk landede svaret på noget helt andet end drengestreger:

“Jeg fortryder, at jeg stoppede min karriere for tidligt. Jeg skulle have spillet tre-fire år mere,” skriver Bendtner og fortsætter:

“Der er ikke så meget at sige til det. Men corona kom, og det hele blev lidt mærkeligt. Jeg havde ikke kontrakt med FCK mere, og da der ikke kom tilbud, som jeg fandt attraktive, lod jeg det løbe ud i sandet. Men ja, jeg fortryder, at jeg stoppede for tidligt.”

Messi eller Ronaldo?

Spørgerunden drejede sig – udover spørgsmålet om Bendtners største fortrydelse – primært om VM.

Den klassiske debat omkring, hvem der er den bedste spiller nogensinde blev også taget op.

Diskussionen falder næsten altid tilbage til Lionel Messi og Cristiano Ronaldo, men spørger man Bendtner, er der ikke noget af rafle om:

“Det er uden tvivl Messi. I min optik er der ingen, der når ham. Folk snakker altid om trofæer. Men jeg synes ikke, der er nogen, der er eller har været som Messi,” svarer han til spørgsmålet om, hvem der er historiens bedste.

Bendtner påpeger desuden, at tror, at Frankrig vinder VM. Nu vil kun tiden vise, om han får ret i det.

Ads by MGDK