Foråret er over os, og for tusindvis af danske familier betyder det én ting: Konfirmationssæsonen er i fuld gang.
Lokalerne er booket, kjoler og jakkesæt hænger klar i skabene, og der diskuteres flittigt om, hvorvidt det er kagemand eller fondantkage, der skal pryde dessertbordet.
Men ét spørgsmål vender altid tilbage: Hvor mange penge skal man egentlig give konfirmanden?
Når det kommer til kontante gaver, har vi i Danmark ret klare retningslinjer, viser flere undersøgelser.
Ifølge flere sider, herunder Nordea, giver forældre typisk det største beløb, cirka 7.300 kroner, mens bedsteforældrene kommer ind som gode toere med knap 3.700 kroner.
Tæt familie som onkler og tanter giver omkring 970 kroner, mens venner af familien lægger omtrent 730 kroner i konfirmandens lomme.
Ingen faste regler – men masser af forventninger
Men tallene kan let få sveden frem på panden hos gæster med stram økonomi.
Privatøkonom Elisabeth Landsverk understreger over for det norske medie KK, at gavebeløb først og fremmest bør afhænge af ens personlige relation til konfirmanden – og ikke mindst hvad pengepungen tillader:
"Husk, at personlige gaver, såsom arvestykker eller oplevelser, ofte kan være langt mere værdifulde for konfirmanden end kontanter alene,“ fortæller hun.
Tal om forventningerne i god tid
Ifølge økonomerne er det også smart at afstemme forventningerne med konfirmanden selv. Det kan nemlig hurtigt blive en konkurrence om at give mest muligt, og her er det vigtigt at slå fast, at familiernes økonomiske muligheder er forskellige.
At snakke om forventningerne på forhånd kan fjerne det værste pres og skabe en bedre oplevelse for alle.
Flere eksperter anbefaler desuden, at konfirmationspengene bruges til at hjælpe den unge på vej mod vigtige mål, for eksempel en fremtidig bolig eller uddannelse.
Forældre kan med fordel oprette en aktieopsparing eller langsigtet konto, hvor gæsterne kan bidrage. Dermed bliver konfirmationsgaven en investering i fremtiden frem for blot hurtige lommepenge.