Forside Generelle nyheder Ny undersøgelse: Næsten halvdelen af boligejerne kan ikke lukke for...

Ny undersøgelse: Næsten halvdelen af boligejerne kan ikke lukke for vandet ved akut vandskade

vand, stopventil
Shutterstock

Ved du, hvor stopventilen sidder?

Der er meget at holde styr på, når man bor i hus eller rækkehus.

For med mange rør og elektriske installationer stiger risikoen også for, at man en dag er uheldig. 

Det kan eksempelvis være nødvendigt at skifte en sikring eller at lukke for vandet, hvis et toilet eller afløbsrør pludselig løber løbsk.

Men i en ny undersøgelse, lavet af YouGov for Gjensidige og NRGi, svarer 44 procent, at de ikke kan lukke for vandet ved en akut vandskade.

Samtidig kan hver tredje ikke skifte en sikring, mens flere end hver fjerde ikke ved, hvor boligens eltavle er. 

Og det overrasker Bo Halm Andersen, der er byggesagkyndig hos NRGi.

“Det er nogle af de ting i boligen, som man måske ikke tænker så meget over i hverdagen, men i en presset situation kan de få stor betydning,” siger Bo Halm Andersen og fortsætter:

“Hvis vandet pludselig fosser ud, er det ikke dér, man har lyst til at begynde at lede efter stophanen. Det er derfor en god idé, at man i husstanden ved, hvor man lukker for vandet, og hvor eltavlen sidder. Det tager få minutter at få styr på, men kan gøre en stor forskel, når uheldet er ude.”

Stop skaden før den udvikler sig

Også hos skadedirektør i Gjensidige, Lene Rasmussen, giver undersøgelsen anledning til panderynker.

Hun peger nemlig på vigtigheden af hurtigt at kunne reagere, hvis der opstår en skade på boligens vvs eller el, for at mindske omfanget af en eventuel skade. 

“Jo før man reagerer, jo bedre er chancen for at skadesomfanget bliver minimalt. Særligt i forhold til vandskader, som kan være utroligt komplekse og dyre at håndtere, hvis ikke de bliver stoppet i tide,” siger Lene Rasmussen, der mener at mange familier måske har et godt samtaleemne til middagsbordet. 

“Selvom én person i husstanden kan stoppe en skade, så er det jo ikke garanteret, at vedkommende er hjemme, hvis uheldet er ude. Så jeg synes bestemt undersøgelsen er en god anledning til at have en samtale om, hvordan man lukker – eller tænder – for de mest basale og nødvendige ting i hjemmet.”

Ads by MGDK