“Potentialet er stort.”
Hvert år bliver 50 millioner bleer smidt ud til forbrænding i Københavns Kommune.
Fra i dag vil Københavns Kommune derfor begynde at indsamle bleaffald til genanvendelse. Indsatsen indledes dér, hvor der er store mængder bleaffald.
Det vil sige i etageejendomme med minimum seks børn i alderen 0-4 år samt kommunale daginstitutioner, hvor der nu sættes beholdere op til sortering af bleaffald.
Fra næste år vil der også blive indsamlet bleaffald fra kommunale plejehjem og ældreboliger. Københavns Kommune forventer, at man vil kunne indsamle 5.000 ton bleaffald, når ordningen er fuldt implementeret i 2029.
Line Barfod, klima-, miljø- og teknikborgmester i Københavns Kommune, er glad for, at indsamlingen til genanvendelse af bleer nu starter i København:
”Der er en stor klimamæssig gevinst ved at genanvende bleerne i stedet for at brænde dem af. Vi har mange småbørn i København, så potentialet er stort. Det er positivt, at vi med politiske ambitioner på det her område, har fået branchen til at se et potentiale og dermed bygge et anlæg til genanvendelse, som man bl.a. har haft i Holland i mange år. Mere genanvendelse er en del af den grønne omstilling, og her kan vi virkelig rykke nogle ton,” siger hun.
Udrulles i hele byen
Ordningen udrulles i de gårde, hvor der er store mængder bleaffald. Det betyder, at affaldsbeholdere sættes op ved etageejendomme med minimum seks børn i alderen 0-4 år.
Næste år sættes der derudover også beholdere op til sortering af bleaffald ved Københavns Kommunes plejehjem, ældreboliger og andre kommunale institutioner. Ordningen tilbydes derudover som en frivillig tilmeldeordning for villaer.
Når børnefamilierne sorterer bleaffaldet skal de huske, at der skal være knude på posen.
På Frederiksberg skal kommunale institutioner sortere bleer
Frederiksberg Kommune er med i etableringen af behandlingsanlægget til bleaffald.
Den nye ordning for sortering af bleer på Frederiksberg omfatter bleaffald fra kommunens institutioner.
Frederiksberg Kommune forventer at kunne levere 250 tons bleaffald årligt til genanvendelse.
Behandlingsanlæg bygget i Hvidovre
Det er miljøvirksomheden Verdis, som har bygget behandlingsanlægget til bleaffald, der skal genanvende affaldet.
Stefan Olin, administrerende direktør i Verdis glæder sig til at komme i gang:
“Det stærke ved den her løsning er, at en stor affaldsstrøm, som hidtil er blevet brændt, nu kan blive til nye ressourcer. Det er grøn omstilling i praksis,” siger han.