Et nyt system kan være på vej.
For mange københavnere er affaldssortering ikke bare noget, der klares på vej ud ad døren.
Pap i en affaldsbeholder, papir i en anden. Plast, mad- og drikkekartoner i en tredje, metal i en fjerde.
Og hjemme i de små københavnerlejligheder er det de færreste, der har plads til alle de skraldespande under køkkenvasken, hvis man skal leve op til den nuværende affaldssortering.
Pladsmanglen stopper ikke i de små københavnske køkkener. Den fortsætter nede i gården, hvor kvadratmeterne i forvejen er få, og hvor pladsen både skal række til cykler, barnevogne, rollatorer og børnenes legetøj.
Når affaldsbeholderne fylder mere og mere, bliver der mindre plads til det hverdagsliv, som gårdene også skal kunne rumme.
Derfor foreslår Liberal Alliance sammen med Venstre og Dansk Folkeparti at gøre affaldssorteringen i København mere enkel.
Helt konkret foreslår partierne, at kommunens embedsmænd skal undersøge, om metal kan indsamles sammen med plast og mad- og drikkekartoner, og om papir og pap kan samles i én fælles løsning.
Samtidig foreslås det, at kommunen for første gang skal se nærmere på, hvor meget tid københavnerne egentlig bruger på at sortere affald, og hvor meget plads de mange affaldsbeholdere optager i byens baggårde og på villavejene.
For Signe Bøgevald Nielsen, medlem af Københavns Borgerrepræsentation for Liberal Alliance og ophavsmand til forslaget, så handler forslaget om at gøre affaldssorteringen mere praktisk i hverdagen.
“Vi bliver nødt til at spørge, om vi har indrettet vores affaldssortering fornuftigt. For mange københavnere er affaldssortering blevet mere bøvlet, end det behøver at være. De færreste har plads til en hel række skraldespande i en lille lejlighed, og i gårdene er pladsen også presset,” siger Signe Bøgevald Nielsen.
Hun peger på, at kommunen indtil videre har vurderet affaldssystemet ud fra drift, indsamling og miljøhensyn.
Nu ønsker hun, at forvaltningen også samtidig tager borgernes tid og byens knappe kvadratmeter med i ligningen.
“Borgerne er ikke til for systemet. Det er systemet, der skal fungere for borgerne. Når vi beder københavnerne sortere mere og mere, skylder vi også københavnerne at undersøge om det kan gøres smartere og mere enkelt,” siger Signe Bøgevald Nielsen.
Medlemsforslaget behandles i Københavns Borgerrepræsentation torsdag den 18. juni 2026.