Forside Generelle nyheder Nyt layout og nye varer: Netto åbner dørene til flere...

Nyt layout og nye varer: Netto åbner dørene til flere 4.0-butikker

netto
ricochet64 / Shutterstock.com

Der er flere ting, der ikke er, som de plejer at være.

I foråret åbnede Danmarks første Netto 4.0-butik, og nu er turen kommet til Høng.

Fra den 10. september kan kunderne opleve det nye butikskoncept, der skal sætte retningen for fremtidens discountoplevelse. 

“Vi glæder os til at åbne dørene og byde kunderne indenfor. Vi har arbejdet hårdt for at få den nye butik klar, og nu glæder vi os til at vise kunderne de mange nye løsninger og opleve, hvordan de tager imod dem,” siger Veronica Louise Hansen, der er butikschef Netto Høng. 

Nyt butikslayout 

I fremtidens Netto vil kunderne i højere grad opleve, at pladsen er blevet bedre, og at navigationen rundt mellem hylder og kølere er mere logisk.

Et nyt butikslayout skal gøre det lettere at finde rundt i butikken og samtidig sikre god plads til et stort og bredt sortiment.

En tydeligere og mere enkel kommunikation – via skiltning og skærme – skal gøre det lettere for kunderne at orientere sig i butikken og finde deres varer på indkøbssedlen. 

Der er også gode nyheder for de mange SPOT-glade kunder og læsere af Nettos avis.

Fremover skal varerne nemlig ikke nødvendigvis findes i de velkendte bure, men placeres dér, hvor de naturligt hører hjemme i butikken.

Er der tilbud på kaffebønner, skal kunderne derfor ikke længere lede mellem stenfri sorte oliven og juleskum. I stedet skal de blot gå til kaffeafdelingen. 

Målet er at skabe et mere naturligt flow gennem butikken, hvor kunderne får et bedre overblik over det store sortiment og samtidig lettere kan finde og lade sig inspirere af varerne undervejs. 

Ny butik – nye varer  

I det nye butikskoncept kan kunderne glæde sig til hundredvis af nye, spændende varer, bl.a. udvidet sortiment på mad fra forskellige verdenshjørner, større udvalg af specialøl – men også alkoholfri vin og øl, alternativer til kød og meget mere.   

Frugt og Grønt er stadig en vigtig prioritet for Netto, og derfor er en frisk Frugt & Grønt afdeling forsat det første kunderne møder, ligesom der forsat er masser af økologi på hylderne.     

Netop nu udrulles et nyt varemærke, hvor Nettos egne varer, herunder Egelykke, Velsmag og La Campagna, bliver samlet under det nye navn Netto.

Med den ikoniske hund Scottie som gennemgående markør bliver det lettere for kunderne at genkende Nettos egne varer på hylderne.

Bag det nye, farverige og moderne design står fortsat de samme solide produkter og den kvalitet, kunderne kender – til gode Netto-priser. 

Mere tid til kunderne  

En velfungerende butik begynder med et stærkt butiksteam. Derfor er den nye Netto ikke kun udviklet med fokus på kundernes oplevelse, men også på at skabe bedre rammer for medarbejderne.  

Med et stadig mere omskifteligt dagligvaremarked og en voksende Netto-forretning har det været oplagt at optimere den lokale organisering.

Et nyt ledelseslag under den lokale ansvarlige skal give butikschefen bedre forudsætninger for at gøre det, der er kernen i deres rolle: at lede butikken og skabe de bedste rammer for, at medarbejderne kan lykkes i hverdagen. 

“Bedre rammer for vores medarbejdere skaber også bedre rammer for kunderne. Når hverdagen i butikken fungerer, og medarbejderne har gode forhold og overskud, kan de bruge mindre tid på at lede efter varer og mere tid på at være til stede og give kunderne en god oplevelse,” siger Braw Bakir, der er direktør i Netto Danmark.  

Som en del af indsatsen renoverer Netto også baglokalerne i alle landets butikker. Her skal medarbejderne have bedre rammer for at holde pause, være sammen med kollegerne og lade op til resten af arbejdsdagen. 

Fra laboratorie til virkelighed 

Netto 4.0 er resultatet af halvandet års tests, justeringer og finpudsning.  

Tusindvis af timer er blevet brugt i et hjørne af Salling Groups enorme varelager i Køge, hvor Netto byggede en 1:1-model af fremtidens butik.

Her har medarbejdere testet alt fra indretning og vareplacering til kundernes bevægelse gennem butikken. 

Det omfattende udviklingsarbejde førte til åbningen af den første Netto 4.0-butik i Himmelev den 23. april.

Siden da er konceptet blevet videreudviklet på baggrund af erfaringer og input fra både kunder og medarbejdere. 

Nu er turen kommet til Høng. 

Den 10. september kl. 8:00 kan kunderne for første gang opleve den næste generation af Netto – og gennem 2026 vil flere butikker følge efter, når fremtidens Netto rulles ud over hele landet. 

Næste Netto 4.0-åbninger 

  • 17. september: Skelbækgade 2-4, 1717 København V  
  • 24. september: Tilst Parkvej 4b, 8381 Tilst  
  • 30. september: Centervejen 1, 3230 Græsted 
  • 2. oktober: Søndergade 1, 5560 Årup  
  • 8. oktober: Smakkegårdsvej 114, 2820 Gentofte  
Ads by MGDK