Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

OL-chok: Dansker trækker sig efter brud på antidopingregler

Generelle nyheder

17/07/2024 12:15

J. Bøgen

Der er kun 10 dage til OL.

Når OL-turneringen i næste uge går i gang i Paris, bliver det uden Danmarks stærke mixeddouble, Mathias Christiansen og Alexandra Bøje.

Det står klart, efter Mathias Christiansen har meddelt Badminton Danmark, at han ikke stiller op ved OL.

Det skriver Badminton Danmark i en pressemeddelelse.

Brud på dopingregler

Årsagen er, at Mathias Christiansen har begået tre fejl i forbindelse med indtastninger af sine whereabouts, hvor topatleter skal indberette, hvor de dagligt opholder sig de kommende tre måneder.

Reglerne foreskriver, at tre advarsler på 12 måneder kan føre til en sag hos Anti Doping Danmark om overtrædelse af antidopingreglerne, hvilket potentielt kan medføre, at atleten idømmes en karantæne.

For Mathias Christiansen har beslutningen om at trække sig været tung, men uundgåelig.

"Jeg er knust over, at min manglende omhyggelighed og sjusk er skyld i, at vi misser dét, der skulle have været et af vores karrieres højdepunkter. Og jeg er allermest knust over, at det også betyder, at Alexandra ikke kommer med til OL. Vi har begge trænet intensivt og glædet os helt afsindigt til at konkurrere i Paris," siger Mathias Christiansen og fortsætter:

"Jeg vil ikke risikere, at min deltagelse ved OL skaber unødig støj, som også kan være forstyrrende for vores gode kollegaer på landsholdet og de andre OL-atleter, og derfor har jeg valgt at trække mig," siger han.

Ærgrelse hos Badminton Danmark og DIF

Hos både Badminton Danmark og DIF er der både stor ærgrelse over situationen og forståelse for beslutningen.

"Det er en utrolig ulykkelig situation, Mathias er havnet i – og på det værst tænkelige tidspunkt. Vi anerkender de regler, der er på området, og at Mathias med al sandsynlighed får en karantæne. Men med vores kendskab til hele forløbet og Mathias i det hele taget, er vi overbeviste om, at der alene er tale om, at han helt uforsætligt ikke har fået registreret sine whereabouts korrekt. Der er absolut intet, der peger i retning af forsøg på snyd eller bevidst at undlade at følge de gældende regler på området," fastslår Jens Meibom, sportschef hos Badminton Danmark.

"Vi synes, at det er meget ansvarsfuldt og ordentligt, at Mathias har valgt at trække sig fra OL. At deltage til OL med sådan en sag hængende over hovedet vil være en stor forstyrrelse for Mathias og Alexandra, deres badmintonkolleger og den øvrige danske delegation til OL. At vi må undvære Mathias og Alexandra til OL er derfor forfærdeligt ærgerligt, men i sidste ende den rigtige beslutning," siger Jens Meibom.

Fra DIF er der kommet følgende reaktion:

"Vi har stor forståelse for den umådelig svære situation, som Mathias – og Alexandra – går igennem lige nu Vi er kolossalt ærgerlige over, at vi mister vores stærke mixeddouble til legene i Paris, men vi synes, at Mathias har truffet den helt rigtige beslutning – også for de øvrige atleters skyld. Reglerne er ret klare, og selvom mangelfulde indberetninger af ’whereabouts’ langt fra er ensbetydende med, at man har forsøgt at snyde, så har indførelsen af ’whereabouts’ været et af de vigtigste værktøjer i bekæmpelsen af doping. Derfor skal de tages alvorligt, også selvom der i det her tilfælde ikke er noget, der tyder på, at der er tale om andet end sjusk," siger Morten Mølholm Hansen, adm. direktør i DIF og generalsekretær for Danmarks Olympiske Komité.

Håber på et stærkt comeback

Mathias Christiansen afventer nu, om Anti Doping Danmark indberetter sagen for Dopingnævnet, som i givet fald skal tage stilling til en eventuel sanktion.

"Lige nu afventer jeg, hvad der sker med sagen. Så længe den står på, ønsker jeg egentlig bare fred og ro til at komme mig og finde ud af, hvordan jeg skaber det bedst mulige afsæt til min videre badmintonkarriere," fastslår Mathias Christiansen.

Og Badminton Danmark står klar til at tage imod Mathias Christiansen efter en eventuel udstået karantæne.

"Vi håber og ønsker ikke, at det her skal være afslutningen på Mathias’ karriere, og efter sagen er afsluttet og ophør af en eventuel karantæne, er vi åbne for at genoptage samarbejdet med Mathias fuldt ud," fastslår Jens Meibom.

Mest Læste

Annonce