Jens Asbjørn Bøgen
Fortællingen om forræderiet stammer fra en samtale i 1990.
Fortællingen om forræderiet stammer fra en samtale i 1990.
Putin’s NATO grievance
Ruslands præsident Vladimir Putin går aldrig glip af en mulighed for at fortælle den russiske befolkning, hvor farlig NATO er, at alliancen planlægger en krig eller endda en invasion af Rusland, og at truslen fra NATO er en af hovedårsagerne til krigen i Ukraine.
Fælles styrker
Det kan være svært at tro, men Rusland har faktisk tidligere arbejdet sammen med NATO.
I 1990’erne dannede Rusland og NATO endda en fælles implementeringsstyrke til NATOs fredsbevarende mission i Bosnien-Hercegovina.
Men i Putins anden præsidentperiode tog tingene en drastisk drejning.
Putins München-tale
I en skelsættende tale ved sikkerhedskonferencen i München i 2007 beskyldte Vladimir Putin Vesten for at have brudt mundtlige tilsagn givet i 1990’erne.
Han hævdede, at disse brudte forsikringer havde ødelagt folkeretten og alvorligt skadet Ruslands tillid til vestlige institutioner.
Men spørgsmålet er: Hvilke tilsagn mener Putin, at NATO har brudt? Og har han en pointe?
Jeltsin kom først
Fortællingen om forræderiet stammer ikke kun fra Putin. Hans forgænger Boris Jeltsin udtrykte allerede i 1993 sin frustration.
Fra midten af 1990’erne og fremad adopterede Ruslands politiske elite – på tværs af ideologier – opfattelsen af, at NATOs vækst udgjorde et tillidsbrud og en strategisk trussel.
Bakers samtale med Gorbatjov i 1990
Kernen i Ruslands påstand er en samtale den 9. februar 1990.
USA’s udenrigsminister James Baker sagde til Sovjetunionens leder Mikhail Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide sig ”en tomme mod øst”, hvis Moskva accepterede den tyske genforening.
Rusland tolkede dette som et klart løfte.
Helmut Kohls tvetydighed om NATOs fremtid
Dagen efter forstærkede den tyske kansler Helmut Kohl dette budskab og sagde til Gorbatjov, at NATO ikke ville udvide sig til Østtyskland. Hans ordvalg var uklart, men støttende.
Dette bidrog til opfattelsen af, at en fast aftale – om end ikke en formel – var blevet indgået.
En tale, der beseglede aftalen?
Den 17. maj 1990 holdt NATOs generalsekretær Manfred Wörner en tale, der bekræftede idéen om ikke at udvide alliancen.
Det indebar dog ingen bindende løfter.
Putin henviste senere til denne tale som yderligere bevis for, at Vesten havde givet et løfte, man aldrig havde til hensigt at holde.
Ikke inkluderet i den endelige traktat
På trods af disse udtalelser indeholdt ingen formel traktat en klausul om NATOs ikke-udvidelse.
Baker indrømmede senere, at han ”var gået lidt for langt frem på skiene”.
Den endelige traktat omfattede kun Tyskland og nævnte ikke NATO-medlemskab for andre lande.
Hvad stod der i traktaten?
Traktaten, der blev underskrevet den 12. september 1990, kendt som ”to-plus-fire-aftalen”, tillod udenlandske NATO-tropper i det tidligere Østtyskland med tysk samtykke.
Men den omhandlede ikke de øvrige Warszawapagt-lande.
Alligevel var NATOs artikel 5-beskyttelse for første gang rykket længere mod øst.
Øjeblikkelig russisk uro
Russiske beslutningstagere advarede Gorbatjov om, at NATO i fremtiden kunne udvide sig ud over Tyskland.
Selvom der angiveligt blev givet mundtlige forsikringer om NATOs grænser, fulgte ingen bindende garantier.
Sovjetunionen så denne udeladelse som et advarselstegn – og et potentielt strategisk nederlag.
En afslørende udveksling
I marts 1991 spurgte Sovjets forsvarsminister Dmitrij Jazov den britiske premierminister John Major, om østeuropæiske lande kunne blive medlem af NATO.
Major skulle angiveligt have svaret: ”Sådan noget vil aldrig ske.”
Denne bemærkning, der aldrig blev nedfældet skriftligt, styrkede Ruslands tro på et brudt løfte.
Jeltsins brev til Clinton i 1993
I 1993 udfordrede Boris Jeltsin direkte NATOs hensigter.
Han skrev til USA’s præsident Bill Clinton og hævdede, at en yderligere udvidelse mod øst ville krænke ånden i aftalen fra 1990.
Jeltsin krævede ikke, at NATO helt skulle standse udvidelsen – men han ønskede, at Ruslands bekymringer blev respekteret.
Clinton-administrationens svar
Det amerikanske udenrigsministerium tog klagen alvorligt og bad endda Tyskland vurdere dens gyldighed.
En medarbejder til den tyske udenrigsminister svarede i 1993, at Ruslands klage var juridisk ubegrundet – men følelsesmæssigt forståelig.
De optiske konsekvenser, bemærkede han, var problematiske.
En ny aftale for at hele gamle sår
I 1997 underskrev NATO og Rusland (Sovjetunionen var opløst i 1991) grundakten for at opbygge tillid.
Alligevel bragte den russiske udenrigsminister Jevgenij Primakov op Bakers ”dobbeltspil” fra seks år tidligere.
Ånden fra 1990 spøgte stadig, selv mens begge sider forsøgte at starte på ny.
Sidebemærkninger mod traktattekst
USA reagerede ved at undersøge fortællingen om ”forræderiet” internt.
Man fandt, at selvom nogle europæiske politikere havde givet mundtlige forsikringer, var ingen af disse en del af nogen underskrevet traktat.
Juridisk set stod Vesten på sikker grund – men diplomatisk var skaden sket.
Øjeblikke af russisk accept
Trods offentlige indvendinger signalerede Rusland af og til accept.
I 1993 overraskede Jeltsin sine kolleger ved at sige til Polens leder Lech Wałęsa, at han accepterede Polens ret til at blive medlem af NATO.
Dette øjeblik afslørede en pragmatisk side af Ruslands holdning – selvom den ikke var bredt delt hjemme.
En ramme for dialog
NATO–Rusland-grundakten standsede ikke NATOs udvidelse – men den skabte en ramme for dialog.
Men selv denne aftale kunne ikke slette årtiers mistillid til begivenhederne fra 1990.
Har Rusland en pointe?
Selvom nogle politikere faktisk gav løfter om ikke at udvide NATO mod øst, blev der aldrig underskrevet en skriftlig aftale om dette.
Rent juridisk har Putin derfor ikke ret, når han hævder, at NATO har forrådt Rusland – men som vi ved, er jura én ting, følelser en anden.
Vil det nogensinde ændre sig?
Tillid tager tid at opbygge, men kan brydes på et sekund.
Uanset om Rusland har ret eller ej i sin fortælling om forræderi, kan Vesten ikke ignorere, hvordan Rusland har oplevet alt dette.
Kun tiden vil vise, om Vesten og Rusland nogensinde kan forsones.
