Nu er der sat datoer på.
Lige nu læser andre
Den 23. marts 2026 åbner Skattestyrelsen for årsopgørelsen for 2025.
Her kan mere end fem millioner danskere logge ind i TastSelv og se, om de har betalt for meget eller for lidt i skat i løbet af året.
Hos Skattestyrelsen er årsopgørelsen en stor milepæl.
“Årsopgørelsen er årets største digitale begivenhed. Lige nu arbejder medarbejdere på tværs af Skatteforvaltningen på at modtage oplysninger, lave beregninger og få alt fra skatteberegninger til vejledning og hjælpetekster klar, så vi kan byde borgerne indenfor fra den 23. marts 2026,” siger underdirektør Ulrick Junge.
Størstedelen af oplysningerne i årsopgørelsen kommer fra arbejdsgivere, banker og fagforeninger, som i januar og februar indberetter indkomst, renter og fradrag til Skattestyrelsen.
Læs også
Udbetaling fra 24. april
Hvis du har betalt for meget i skat, begynder udbetalingen af overskydende skat fra den 24. april 2026.
Har du derimod betalt for lidt, skal restskat betales senest den 1. juli 2026 for at undgå procenttillæg.
Fristen for at rette i årsopgørelsen er i år den 20. maj 2026. Det er andet år i træk, at fristen er forlænget, så borgerne får bedre tid til at gennemgå og rette deres oplysninger – blandt andet fordi boligskatten nu indgår i den samlede opgørelse.
Borgere med oplysningsskema – eksempelvis selvstændige, visse udlejere eller personer med udenlandske skatteforhold – har dog frist til den 1. juli 2026.
Skatteguiden: Få svaret allerede nu
Selvom den officielle årsopgørelse først åbner 23. marts, har Skatteguiden allerede gjort det muligt at se et estimat på, om man skylder penge eller har penge til gode.
Læs også
Estimatet er baseret på de indberettede oplysninger, der allerede er tilgængelige, og kan give en tidlig indikation af, hvordan årsopgørelsen kommer til at se ud.
For mange kan det give ro i maven – eller mulighed for at forberede sig økonomisk, hvis der venter en restskat.