Det er slut med at fumle med sko, bælter og elektronik i panik før flyafgang.
Københavns Lufthavn har nemlig opgraderet sikkerhedsudstyret markant – og det kommer til at gøre en verden til forskel for de mange rejsende, der hver dag kæmper sig gennem kontrollen med sved på panden og tasken på vid gab.
Fra onsdag den 7. maj er fem spritnye sikkerhedsspor taget i brug, og de betyder, at du som passager nu slipper for at grave iPaden frem fra bunden af rygsækken eller tage uret af håndleddet.
Ja, selv skoene kan blive på fødderne, mens de scannes i en separat maskine.
Sådan lyder det fra lufthavnen i et Facebook-opslag.
Det lyder næsten for godt til at være sandt – men det er det ikke. Den nye teknologi betyder, at indholdet i tasker og rygsække kan forblive præcis hvor det er.
Du undgår dermed det klassiske scenarie, hvor køen sneglede sig frem, mens passageren foran dig febrilsk rodede efter håndcreme og iPad, kun for at blive sendt retur, fordi han glemte bæltet.
Og lad os være ærlige – måske har du selv været den skyldige med en skjult neglesaks eller et par lidt for metalliske vinterstøvler.
Renoveringen er en del af en større digital omstilling, der skal gøre oplevelsen i lufthavnen mere gnidningsfri. I alt vil 20 moderne sikkerhedsspor blive opført, og hele herligheden forventes at stå klar i foråret 2026.
Dog er ikke alle spor klar endnu, og man kan derfor stadig risikere at lande i en af de gamle linjer – med den velkendte opfordring om at tømme tasken.
I Første omgang er fem nye spor sat i funktion, og for at have kapacitet nok til at kunne sende alle passagerer trygt og sikkert ud at rejse, kører de stadig med nogle af de gamle spor.
Så når du pakker din håndbagage, gør du bare præcis, som du plejer – og så guider lufthavnspersonalet dig til at lægge det hele på båndet, så du kan komme hurtigt videre.