Foto: Shutterstock

Godt nyt til danske bryggerier: Folketinget godkender kompensation

Erhvervsliv

10/02/2021 10:32

Theis

De danske bryggerier bliver kompenseret for julebryg, der ikke kunne sælges på grund af tvangslukning af restaurationer

Der er ikke længere grund til at græde over spildt julebryg ude på de godt 200 danske bryggerier. Her er ti-tusindvis af liter julebryg blevet usælgeligt, fordi serveringsstederne var tvunget til at holde corona-lukket i det meste af december. Men der er nu en håndsrækning på vej til de nødlidende bryggerier med den aftale om forbedrede hjælpepakker, som regeringen i dag har indgået med sine støttepartier samt Venstre, Konservative og Alternativet.

Partierne er enige om at afsætte en pulje på 35 mio. kr. til kompensation for sæsonbetonede varer, som på grund af restriktionerne ikke kan sælges, før en ny sæson starter – heriblandt julebryg. Der vil være et loft over kompensation på 200.000 kr. pr. bryggeri.

”For de små danske bryggerier er det en særdeles glædelig nyhed, og vi vil gerne kvittere for, at politikerne har lyttet til os i denne sag. Det er trist for bryggerierne at brænde inde med øl, men godt at de bliver kompenseret for det tabte julesalg”, siger Bryggeriforeningens direktør, Niels Hald.

Tre ud af fire danske bryggerier har fustager, flasker eller dåser med usolgt julebryg, viser en undersøgelse blandt Bryggeriforeningens medlemmer.

Mest Læste

Annonce