Grøn omstilling sikrer vores forsyning med energi

Bæredygtighed

21/03/2014 11:27

Freja Eriksen

Sidste år brugte vi i Danmark - for første gang i 16 år - mere energi, end vi selv producerede. Det viser Energistyrelsens foreløbige energistatistik for 2013. Klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen mener, at det understreger behovet for, at vi omstiller Danmark til et energieffektivt samfund, der kører på vedvarende energi.

Danmark har i mange år været det eneste land i EU, der har været selvforsynende med energi. Men selvforsyningsgraden faldt i 2013 til 93 procent. Det vil sige, at Danmark for første gang i 16 år var nettoimportør af energi. Det skyldes ikke mindst, at vi i 2013 har vi haft en stor import af kul.

”Målet med vores klimapolitik er på lang sigt at undgå brug af fossile brændsler. Det er tilfældigvis det samme, vi skal gøre for at sikre vores uafhængighed. Vi skal udnytte energien effektivt, og vi skal producere vores egen energi fra vind, biomasse og sol”, siger klima-, energi- og bygningsminister Rasmus Helveg Petersen.

Danmark har i mange år nydt godt af produktionen af olie og gas i Nordsøen. I 2004, da produktionen var på sit højeste, producerede vi 56 procent mere energi, end vi selv brugte. Det har haft stor politisk og nationaløkonomisk betydning for Danmark.

Over de kommende tiår vil produktionen i Nordsøen falde yderligere, og det vil gøre os mere afhængige af importeret energi – med mindre vi omstiller vores energisektor.

”Energiaftalen er et først skridt på vejen, men det stopper ikke der. Danmark er et vindblæst land med en stærk landbrugssektor, og det er oplagt at udnytte vores egne ressourcer i stedet for at importere energien”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Selvforsyning er ikke et mål i sig selv, men forsyningssikkerhed er. Regeringen arbejder for at skabe et integreret energimarked i EU med stærke el- og gasforbindelser mellem landene. Vindmøllerne leverer som bekendt kun energi, når vinden blæser. Derfor er det vigtigt, at vi udveksler elektricitet og gas med vores nabolande.  Det sikrer en stabil energiforsyning til den lavest mulige pris.

Samtidig arbejder regeringen for at få en ambitiøs klima- og energipolitik i EU. Det vil på sigt gøre EU mindre afhængig af gas fra for eksempel Rusland.

”Der er et stærkt rationale i at producere energien selv i stedet for at sende pengene ud af EU. Jeg tror, at det er ved at gå op for mange, at der er en politisk og økonomisk omkostning ved at være afhængig af energi ude fra. Det er noget, vi må forholde os til i EU – og nu også i Danmark”, siger Rasmus Helveg Petersen.

Andelen af vedvarende energi stiger år for år. I 2013 fik vi i Danmark 24,5 procent af vores energi fra vedvarende energikilder, viser Energistyrelsen foreløbige statistik.

Mest Læste

Annonce