Helene Bækmark er som kommunaldirektør i Faaborg-Midtfyn havnet i sin første alvorlige ledelseskrise.

Helene Bækmark ramt af ledelseskrise

Ledelse

06/09/2017 12:58

Nick Allentoft

Der er krise i Faaborg-Midtfyn Kommune efter flere opsigelser og store forandringer i organisationen. “Forståeligt,” siger Bækmark til DenOffentlige.

Efter mere end 30 års ansættelse valgte en leder i Faaborg-Midtfyn Kommune før sommerferien at sige op på grund af “vanskelige arbejdsbetingelser og psykisk dårligt arbejdsmiljø med chikane og mobning fra direktørens/ledelsens side.”

Mere af Nick Allentoft

Nick Allentoft kan bookes som ordstyrer eller foredragsholder. Skriv til Nick.Alle hans artikler og ledere kan du læse her.Læs også hans bog Velfærdsillusionen. Findes som lydbog her, og som alm. bog her.  Hør uddrag og podcasts her.

Det fortæller TV2 Fyn, som er kommet i besiddelse af den tidligere leders opsigelse og efterfølgende henvendelse til kommunens politikere. Den 64-årige Elsebeth Elsted var leder af området Rehabilitering, Træning og Aktivitet, og sagen skaber nu uro om ledelsen af kommunen.

 

Begyndte i foråret

Ledelseskrisen i Faaborg-Midtfyn begyndte for alvor i foråret, da vicekommunaldirektør Bettina Høst Poulsen efter blot to års ansættelse valgte at søge nye udfordringer. To måneder senere kunne Fyens.dk fortælle om en alvorlig ledelseskrise.

“Dyb frustration. Mangel på tillid. Og ligefrem mistillid. En større gruppe politikere på tværs af flere partier i Faaborg-Midtfyn Kommune har den seneste tid fået et mere og mere anstrengt forhold til den ledelsesstil, som kommunens direktion med kommunaldirektør Helene Bækmark i spidsen har anlagt,” skrev avisen i juni.

Ledelseskommissionen

Se hele vores tema om Ledelseskommissionen her 

Debatten om ledelse og styring af den offentlige sektor blæser stadig med stormstyrke, og New Public Management er flere gange i løbet af 2016 erklæret død. Men hvad kan - om noget - afløse NPM, hvilken styringslogikker bør gælde, og hvordan kommer vi i mål med fremtidens velfærd?

For at fremme god offentlig ledelse har regeringen nedsat en Ledelseskommission, som DenOffentlige følger tæt. 

 

 

Det skete i forbindelse med et syv timer langt krisemøde mellem direktion og byråd. Her erkendte flere politikere dog samtidig, at situationen kan være en konsekvens af, at byrådet har givet kommunaldirektør Helene Bækmark og direktionen til opgave at reformere den kommunale organisation.

“Blandt de politikere, avisen har talt med, er der bred erkendelse af, at det er dem selv, der har givet kommunens direktion en omfattende og krævende opgave med at reformere den kommunale administration,” skrev Fyens.dk.

 

Landskendt leder

Helene Bækmark kom til Faaborg-Midtfyn fra Odense Kommune i januar 2016, og et halvt år senere kunne DenOffentlige fortælle, at hun nu havde sat sit lederhold med tre kvinder i direktionen.

Bækmark blev landskendt, da hun som direktør i Fredericia revolutionerede tilgangen til ældrepleje med filosofien “længst muligt i eget liv.” Filosofien gjorde op med offentlig godhed, og blev døbt Fredericia-modellen.

Det var i 2013. Siden blev hun administrerende direktør for et rådmandsområde i Odense og i januar 2016 altså topleder i Faaborg-Midtfyn. I dag sidder hun blandt andet også i et af de udfordringspaneler, som regeringen har nedsat for at søge inspiration til sin sammenhængsreform. Også Klaus Majgaard har søgt inspiration fra Helene Bækmark. Hun var en af fire offentlige ledere, som Majgaard fulgte i flere år i forbindelse med sin bog “Handlekraft i velfærdsledelse,” der udkom i foråret 2017. Her gennemanalyserer og portrætterer Majgaard fire meget forskellige offentlige ledere. Skæbnen vil nu, at Helene Bækmark i bogen kan læse et forvarsel om den krise, hun nu står i.

“Det er slående, i hvor høj grad lederjobbet sætter selvet på spil. En grund kan være, at lederpersonligheden også er et medie for andre menneskers udvikling, at lederen tjener som projektionsskærn, at lederens måde at differentiere og integrere sig på både kan skærpe og containe de primitive responsmønstre, der opstår, når den eksisterende balance udfordres,” skriver Majgaard i bogen, der er anmeldt her.

 

Erkender krise

Helene Bækmark erkender, at hun står i en ledelseskrise, men forklarer, at den er konsekvens af omfattende forandringer i Faaborg-Midtfyns organisation.

“Vi har efter aftale med byrådet lavet gennemgribende forandringer af måden, vi styrer og leder vores kommune på. Det handler om at skabe tværfaglighed og helhed i hverdagen, og det kræver forandringsvilje hos alle parter. Meget er sket på relativt kort tid, og så er det forståeligt, at der er frustrationer,” siger Bækmark til DenOffentlige.

Hun blev forleden bakket markant op af byrådets gruppeformænd, der i et læserbrev i Fyens Stiftstidende meldte klart ud, at krisen har rod i politiske beslutninger.

“De forandringer, der er sat i værk i kommunen igennem de seneste to år, er alle blevet sat i værk på baggrund af beslutninger truffet af et meget bredt flertal i kommunalbestyrelsen. Ansvaret for positive såvel som negative konsekvenser af disse beslutninger skal derfor placeres hos os politikere og ikke blandt vores medarbejdere. Det håber vi, at alle vil respektere - også selv om vi nærmer os kommunalvalget,” skrev politikerne Kristian Nielsen (V), Hans Stavnsager (S), Faaborg, Anne Møllegaard Mortensen (DF), Torben Smith (SF) og Palle Andersen.

Kommunaldirektøren erkender overfor DenOffentlige, at ledelsen har gjort sig vigtige erfaringer i forløbet, og mødt udfordringer, som ikke altid kunne forudses.

“Vi har håndteret det her så godt vi kan og i et tæt samarbejde med politikere, ledere og medarbejdere. Jeg vil gerne understrege, at ledelsen også lærer hele tiden, og lytter meget til løbende evalueringer,” siger Helene Bækmark til DenOffentlige.

Hun udtrykker samtidig stor ærgrelse over sagen med den tidligere leder.

“Faaborg-Midtfyn har haft tradition for at give alle ledere meget frie hænder både økonomisk og fagligt. Elsebeth Elsted var en af dem, og jeg har stor respekt for det arbejde hun har udført for kommunen i sin karriere. Hun har været driftsikker og dygtig, og derfor er det også ærgerligt, at hun ender med at gå i frustration. Det vil vi lære af,” siger Bækmark.

 

Borgmester har meldt sin afgang

Faaborg-Midtfyns nuværende borgmester, Christian Thygesen, meddelte midt i sin valgperiode, at han ikke genopstiller til borgmesterposten.

“Jeg har fra starten været åben om, at jeg aldrig vil blive en karrierepolitiker. Det har for mig hele tiden været et spørgsmål om at bidrage med én eller to perioder. Jeg har så nu truffet beslutning om, at det kun skal blive én. Jeg ønsker ganske simpelt ikke at binde mit liv til politik for en yderligere fireårig periode frem til 2022,” forklarede Christian Thygesen i en pressemeddelelse tilbage i januar 2017.

Dermed er der lagt op til en spændende valgkamp, hvor flere kandidater er i spil til borgmesterposten.

Læs brevet fra den tidligere leder her.

 

Mest Læste

Annonce