Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Årsagen til hundredvis af brande hvert år: Pas på med denne form for havearbejde

Hus og have

26/03/2024 09:15

J. Bøgen

Skal du i gang i haven i løbet af påsken?

Med påskeferien i fuld gang er der uden tvivl mange, der får kickstartet årets havearbejde i løbet af disse dage.

En af de ting, der først skal klares i haven og mellem fliserne er at få fjernet ukrudt, og det er jo en tilbagevendende kamp. Så der er ikke noget at sige til, at mange af os vælger at bruge forskellige hjælpemidler, der kan gøre arbejdet mindre tidskrævende.

Men hvis du bruger en ukrudtsbrænder skal den bruges med omtanke, da det grundlæggende er en stor lighter.

"Uheld eller mangel på forsigtighed med en ukrudtsbrænder betød i 2022, at brandvæsenet rykkede ud til mere end 360 brande. Og det går stærkt, når først ilden får fat. I 2/3 af tilfældene når det faktisk at udvikle sig til en reel bygningsbrand, inden brandvæsenet når frem. Så pas nu på, når du skal fjerne ukrudt i indkørslen ved dit hus eller på havegangen i kolonihaven," siger sekretariatschef Bjarne Nigaard fra Danske Beredskaber i en advarsel på danskeberedskaber.dk.

Ud over de registrerede tilfælde opstår der også mange brande ved brug af ukrudtsbrænder, som bliver håndteret uden at tilkalde brandvæsenet.

De mange brande skyldes en uheldig cocktail af åben ild, letantændelige blade m.v. og den tørre natur om foråret.

"Tørre blade og andet letantændeligt har det med at kile sig fast alle mulige steder. Der sker ofte det, at en ukrudtsbrænder efterlader en glød, eller at flammen kommer for tæt på f.eks. de tørre blade, og at ilden får fat – og så går det stærkt og indimellem meget galt. Det er derfor vigtigt at holde afstand til alt brændbart: Huset, skuret, tørre planter, hække, plankeværker og lignende, hvor ilden kan få fat," siger forebyggelsesekspert Mads Dalgaard fra Beredskabsstyrelsen.

Fem gode råd

Danske Beredskaber og Beredskabsstyrelsen har disse fem gode råd om brug af ukrudtsbrænder: 

  • Hold god afstand til bygninger, hække og andet, der kan brænde

  • Ukrudtet skal svitses – ikke brændes

  • Brug ikke ukrudtsbrænderen, hvis det er tørt eller blæser

  • Tjek, at du ikke efterlader gløder, der kan blusse op

  • Hav altid vand i nærheden

Mest Læste

Annonce