Det bør ske langt oftere, end mange tror.
Lige nu læser andre
Vi tilbringer omkring en tredjedel af livet i sengen, og søvnen påvirker alt fra hjerneaktivitet til immunforsvar.
Mange går op i at få otte timer under dynen hver nat, men hvor ofte bliver sengetøjet egentlig vasket?
Ifølge en britisk undersøgelse fra 2022 vasker kun 28 procent deres lagner hver uge.
Mange indrømmer endda, at de trækker den langt længere – nogle helt op til to måneder. Det lyder måske rimeligt nok ikke at gøre det hver uge, men videnskaben er ikke enig.
Læs også
Det skriver Independent, der peger på, hvor ofte sengetøjet egentlig bør vaskes.
Når vi sover, efterlader vi dagligt op mod en halv liter sved samt hundredtusindvis af døde hudceller i sengetøjet.
Selv efter et varmt bad før sengetid sender huden stadig fedtstoffer og bakterier videre til puder, lagner og dyner.
Selvom frisk sved ikke lugter, sørger hudens bakterier for at omdanne den til knap så behagelige lugte i løbet af natten.
Sengetøjet tiltrækker desuden pollen, støv og andre partikler, vi opsamler gennem dagen. Disse kan udløse allergier, irritere luftvejene og skabe dårlig luftkvalitet i soveværelset.
Usynlige gæster i lagnerne
Det bliver værre endnu. Døde hudceller er nemlig gourmetmad for husstøvmider – bittesmå væsener, der trives i fugtige, lune senge. Selvom miderne ikke selv gør skade, er deres efterladenskaber blandt de mest allergifremkaldende substanser i hjemmet.
Dyr i sengen gør kun situationen værre.
De tilfører ekstra støv, hår, bakterier og endda partikler fra deres poter og pels, hvilket kræver hyppigere vask af sengetøjet.
Så ofte bør du vaske sengetøj og puder
Sengetøj og pudebetræk bør vaskes mindst én gang ugentligt – gerne ved 60°C, som effektivt eliminerer bakterier og mider. Ved sygdom eller hvis man sveder meget, bør hyppigheden øges.
Dyner bør vaskes hver tredje til fjerde måned, puder hvert halve år, og madrassen støvsuges ugentligt.
Hvis man har kæledyr i sengen, skal man skrue ekstra op for vaskefrekvensen.
Et rent soveværelse handler ikke blot om hygiejne, men om at sikre en god og sund nattesøvn.