LB Forsikring, der er landets største medlemsejede forsikringsselskab, har haft travlt de seneste dage med at sikre medlemmer, der har oplevet både vandskader og skader som følge af det kraftige snevejr.
Fra weekenden varsles der hård frost og kombinationen af vand, sne og frost kan give store skader på særligt ejendomme.
”Vi ved af erfaring, at denne kombination af flere vejrbegivenheder, kan give skader, så vi vil gerne opfordre alle til at sikre sig mod frostskader og holde øje med fygesne,” siger Anne Mette Kirkegaard, Vicedirektør i Skade og Jura, LB Forsikring.
Når der er frost, skal man løbende være opmærksom på vandrør. Samtidig skal man være opmærksom på fygesne, der opstår, når det sner og blæser på samme tid. Sneen hvirvles op og kan komme ind gennem små sprækker og revner, og når sneen smelter, kan det give skader på ejendomme.
”De fleste frostskader og skader på grund af fygesne ser man først, når det igen begynder at tø. Men forebyggelsen af skader sker allerede, mens frosten står på. Derfor er det en god ide at følge nogle simple og effektive råd,” lyder det fra Anne Mette Kirkegaard, der har disse gode råd:
Fire gode råd til at minimere risikoen for frostsprængte rør i dit hus
Hold god varme i alle rum
Hvis du tager væk i flere dage, så luk for hovedhanen
Hvis du har udendørshane, så sørg for at der ikke er vand i den
Fjern hanekoblinger (slangestudser) fra udendørs vandhaner, også frostsikre haner – de virker ikke når hanekoblingen sidder på
Fire gode råd i tilfælde af fygesne
Se huset efter for revner og sprækker
Tjek dit loft efter for fygesne og om isoleringen på loftet er blevet våd
Fjern sne, der er kommet ind
Fjern så vidt muligt sne på tage, fx din garage, carport eller dit drivhus.
Når det tør - pas på vandskader
Tøvejr kommer efter sne. En masse vand kan skabe vandskader, så det er en god idé at forberede sig inden:
Fjern sne op ad husmuren, mens det stadig fryser
Fjern eventuelle istapper