Hvad skal erstatte regionerne?

Politik

02/09/2018 07:00

Jacob Rosenberg

Den aktuelle debat om regionernes fremtid afføder et naturligt spørgsmål - nemlig hvad skal erstatte regionerne? Arbejdsopgaverne skal varetages af andre - og meget vigtigt: en del arbejdsopgaver skal slet ikke udføres fremover.

Situationen i regionerne synes at følge Parkinsons første lov. Parkinsons lov henviser til en række af påstande fremsat af den britiske professor C. Northcote Parkinson (1909-93) vedrørende administrationen i den offentlige og den private sektor. Han fremførte at den typiske embedsmand ønsker at forøge antallet af underordnede, og at embedsmænd skaber arbejde for hinanden. På denne måde vokser embedsvæsenet med 5-6% om året, hvilken kaldes Parkinsons første lov.

Regionernes arbejdsopgaver indebærer blandt andet styring af sygehusene, de alment praktiserende læger, de praktiserende speciallæger, de tværkommunale trafikopgaver (f.eks. busruter på tværs af kommunegrænser) samt forskellige erhvervsfremmende initiativer.

Der er en problemstilling ved, at regioner og kommuner undertiden kan have modstridende interesser set med økonomiske briller. Dette betyder, at overgangen fra region til kommunalt ansvar for den enkelte patient kan være problematisk. F.eks. kan en hospitalsbehandling være gennemført med høj kvalitet, men den efterfølgende genoptræningsforpligtigelse, som ligger i kommunen, kan måske være for dårlig eller for sent igangsat, hvorved effekten af hospitalsindsatsen forringes. Det er derfor at foretrække, at ansvaret entydigt placeres et enkelt sted og ikke deles mellem forskellige pengekasser.

Det er et kompliceret analyse- og planlægningsarbejde at fjerne strukturen med de 5 regioner i Danmark, men det vil være rationelt at bevæge sig i den retning. Der skal derfor igangsættes en afviklingsplan. Det er oplagt, at vi ikke kan nedlægge regionerne med kort varsel, så en regelret afviklingsplan er det rette værktøj.

Når regionerne ophører, skal en række opgaver varetages af andre instanser. For sygehusene kunne man tænke sig en model med en professionel bestyrelse, som kunne dække et enkelt eller flere sygehuse, og det enkelte sygehus må så have såkaldt rammestyring, dvs. et fast tildelt beløb, hvorefter de skal varetage deres forpligtigelser for deres optageområde af borgere. For at kvaliteten ikke forringes, kan man såmænd blot måle på overholdelse af udredningsretten og behandlingsgarantien, idet det enkelte sygehus stadig må være forpligtet til at overholde disse. Om det enkelte sygehus så vil bruge færre penge på kunst på væggen og i stedet købe en ny skanner eller omvendt – det skal vi ikke centralt blande os i.

Det er oplagt, at noget af det allervigtigste vil være et intensiveret samarbejde mellem almen praksis, sygehuse og det sociale område, og alt dette kan meget vel varetages i et udvidet kommunalt ansvar, uden at jeg dog skal gøre mig klog på, om dette vil være den optimale struktur. Man kan også organisere det med klyngedannelse med et antal praktiserende læger tilknyttet i en klynge med det nærmeste supersygehus. For at sikre rehabilitering og genoptræningsindsatsen i det nuværende kommunale regi kunne man såmænd blot lade pengene følge patienten, hvorved incitamentet for den udførende instans vil være til stede.

De nuværende regionale trafikopgaver må ubesværet kunne overtages af kommunerne.

Erhvervsfremmeordningerne og andet ”kunstigt åndedræt” må revurderes centralt og formentlig mindskes. Der bør ikke være nogen hindring for at dette område kan varetages ministerielt.

Det er klart at hele sundhedsområdet ikke blot kan flyde og regulere sig selv, idet vi som samfund har en forpligtigelse til at give såkaldt ”lighed i sundhed” og sikre ordentlig lægedækning i hele landet. Der er derfor brug for en stærk Sundhedsstyrelse, som kan sikre en faglig fornuftig specialefordeling rundt om i landet samt lægedækning også i yderområderne. Et eksempel på en af problemstillingerne er, at man i Region Hovedstaden har en rimelig god dækning af praktiserende speciallæger, hvorimod flere andre regioner har store problemer på dette område. Hvorfor skal der være forskel afhængig af hvor man bor, om man kan gå til en praktiserende speciallæge eller ej? Derfor bør områder som dette reguleres centralt, og det vil sige mest fornuftigt i hænderne på en stærk Sundhedsstyrelse.

Det er oplagt, at regionsstrukturen er vokset til en for stor administration, og et resultat hvor der faktisk er uligheder i sundhedstilbud rundt omkring i landet. Dette er ikke optimalt og en løsning må være at nedlægge regionsstrukturen.

Mest Læste

Annonce