Hvorfor skal socialøkonomi på dagsordenen?

Social

17/06/2018 20:27

LOS - Landsorganisationen for sociale tilbud

LOS – landsorganisationen for sociale tilbud er taget på Folkemøde med missionen om at lytte, lære og tage noget med hjem. Eftertanker er essensen af debatten. ”Socialøkonomi- fuser eller fremtid”. Illustrationen er en gave til Brian Mikkelsen.

LOS arbejder for at skabe flere jobtilbud, arbejdspladser og uddannelsesmuligheder til borgere på kanten af arbejdsmarkedet.

På kanten af arbejdsmarkedet er tit et helt liv på kanten. Oftest et sted uden fodfæste og med ingen eller dårlig arbejdslivserfaring. Udsatte og sårbare skal derfor mere end blot rummes på det eksisterende jobmarked. En jobindsats for denne målgruppe forudsætter, at vi skaber plads og tid til at det enkelte menneskes ressourcer kommer i spil – i det omfang det er muligt. At vi stiller krav og forventninger, som er rimelige og udviklende. Her ser vi, at de socialøkonomiske virksomheder kan spille en afgørende rolle. I særdeleshed ved at borgeren får fodfæste, bliver en del af et almindeligt ligeværdigt arbejdsfællesskab, men i det tempo og med den støtte der gør, at arbejdsindsatsen kan opretholdes.

Mange af LOS’ medlemsvirksomheder arbejder mere eller mindre socialøkonomisk, uden egentlig at have defineret sig som en socialøkonomisk virksomhed. LOS´ medlemsvirksomheder understøtter job- og arbejdsmarkedsindsatsen, men vi er overbeviste om, at virksomhederne på det specialiserede socialområde i endnu højere grad kan understøtte kommunerne. Bl.a. ved at skabe flere socialøkonomiske virksomheder, der understøtter beskæftigelsesindsatsen i kommunerne.

På Folkemødet var 4 af Danmarks mest markante profiler inden for socialøkonomi sat i stævne for at debattere og udfolde perspektiverne i socialøkonomi. Ikke overraskende kunne de samstemmende konstatere at socialøkonomien er en samfundsmæssig gevinst generelt–  men også som arbejdsmarkedsindsats overfor de sårbare og udsatte mennesker. Herfra tager vi deres budskaber videre til Brian Mikkelsen. For alle mennesker har ret til en kollega.
 

Postkort til Brian Mikkelsen

Hvorfor skal vi prioritere de socialøkonomiske virksomheder? Hvad kan de bidrage med?

Tænk i og brug FN’s verdensmål 11, 3, og 17. Socialøkonomiske virksomheder kan være et strategisk greb i opfyldelse af disse mål.
Annie Ehlers, direktør Insp!


Det skaber et bedre og rigere samfund for os alle, hvis alle får lov til at være med i et arbejdsfællesskab.
Line Barfod, partner Foldschack, Forchhammer, Dahlager & Barfod

Verdensmål 17– og de andre verdensmål: brug de socialøkonomiske virksomheder
Hanne Danielsen, direktør Grennessminde

Vækst og velvære!
John Kvistgaard, projektleder i socialøkonomi Silkeborg kommune

 

Mest Læste

Annonce