Inden Le Peloton fræser gennem Danmark til sommer, får 16.000 motionscyklister lejlighed til at prøve kræfter med etapen. Foto: Shutterstock
Inden Le Peloton fræser gennem Danmark til sommer, får 16.000 motionscyklister lejlighed til at prøve kræfter med etapen. Foto: Shutterstock

16.000 cyklister skaber problemer på Storebæltsbroen

Infrastruktur

03/06/2022 10:07

J. Bøgen

Tour de Storebælt giver deltagerne mulighed for at afprøve anden etape af årets Tour de France, som netop foregår i Danmark. Men det giver store trafikale udfordringer.

Lørdag den 11. juni cykler 16.000 danskere på den asfalt, der tre uger senere danner rammen om anden etape af Tour de France med den ikoniske afslutning over en af verdens længste broer: Storebæltsbroen.

Motionscykelløbet Tour de Storebælt blev udsolgt på få dage, da startnumrene blev frigivet sidste år, og den store interesse viser danskernes store kærlighed til cykling og ikke mindst Tour de France.

Det skriver Tour de Storebælt i en pressemeddelelse.

Racercykler, bedstemorcykler og børnesæder

Det er ikke kun de øvede cyklister, der sætter sig i sadlen til Tour de Storebælt. Ruten er inddelt i tre distancer på 196 km, 100 km og 21 km, der går fra startbyerne i hhv. Roskilde, Kalundborg og Korsør. Ruten snor sig igennem Vestsjælland, og alle deltagerne samles i et kæmpestort felt hen over Storebæltsbroen med målstreg i Nyborg. Indbyggertallet i Nyborg, som normalt er på 17.000, vil således blive fordoblet lørdag 11. juni, når deltagere og ledsagere indtager byen.

"Vi har en helt unik cykelkultur, som hele verden er ved at få øjnene op for. Tour de Storebælt kan ses som startskuddet til den kæmpestore gule folkefest, det bliver, når jagten om den gule trøje sætter ind på dansk jord tre uger senere", siger Jesper Tikiøb, projektchef for Tour de Storebælt.

Danmarks Cykle Unions direktør Martin Elleberg Petersen siger:

"Om lidt trækker hele cykel Danmark i den gule trøje, når touren starter i Danmark. At vi så tilmed får lov til at skyde tour festen i gang, med 16.000 glade cyklisters deltagelse i Tour de Storebælt, viser mig bare at danskerne i den grad ser frem til at den ’gule feber’ rammer Danmark. Jeg glæder mig til at se den fantastiske kulisse, der skabes, når de mange cyklister snor sig gennem landskabet, med kurs mod Storebæltsbroen og målet i Nyborg", slutter en forventningsfuld Martin Elleberg Petersen i pressemeddelelsen.

Vær opmærksom på trafikken

Trafikken vil unægtelig blive påvirket i områderne på og langs ruten, og anbefalingen er, at undgå at benytte cykelruten som bilist. Der vil især være trængsel i byerne Kalundborg, Holbæk og Nyborg.

På Storebæltsbroen vil der være dobbeltrettet trafik i de østgående spor i retning mod Sjælland, og vejens status ændres til landevej med en hastighedsbegrænsning på 80 km/t og overhaling forbudt.

Trafikken på broen vil være påvirket fra kl. 13.00 til omkring kl. 21.00. Indskrænkning til et spor sker ca. kl. 14.30, og der vil være kortvarig ventetid under omlægning til dobbeltrettet trafik, da broen lukkes helt for biltrafik i ca. en halv time, mens trafikken omlægges.

Fakta om løbet

Tour de Storebælt er officielt sideevent for Grand Départ Copenhagen Denmark 2022. DGI, DIF og DCU er organisationerne bag Tour de Storebælt. Sport Event Denmark og Region Sjælland har givet økonomisk støtte.

Løbet har start fra tre forskellige byer langs ruten, alle med mål i Nyborg:

Start i Roskilde – 196 km
Start i Kalundborg – 100 km
Start i Korsør – 21 km

Ruten på 196 km indeholder de tre stigninger, som alle er kategoriserede til Tour de France 2022. Tour de Storebælt køres på åben vej, hvilket indebærer, at alle deltagere skal følge færdselsloven og standse for rødt lys.

Mest Læste

Annonce