Orkanen Ian er gået i land i Florida og frygtes at blive historisk ødelæggende. Foto: Shutterstock
Orkanen Ian er gået i land i Florida og frygtes at blive historisk ødelæggende. Foto: Shutterstock

2 millioner uden strøm - og det bliver værre endnu

Infrastruktur

29/09/2022 08:19

J. Bøgen

Man frygter, at vandet ved kysterne vil stige med op til 6 meter.

2 millioner er uden strøm, 2,5 millioner er blevet bedt om at forlade deres hjem og søge i sikkerhed, 5000 fly er aflyst, og der er samtidig udsendt hele 50 tornadovarsler.

Orkanen Ian hærger lige nu det sydøstlige USA. Inden, den gik i land i Florida, lå den på grænsen mellem at være en kategori 4 og en kategori 5-orkan - det betyder, at den har middelvinde på mere end 60 meter i sekundet.

Men middelvinde er en ting, for der er også målt vindstød på hele 80 meter i sekundet - det svarer til omkring 300 kilometer i timen.

Heldigvis er den i løbet af natten til torsdag blevet nedgraderet til en kategori 1-orkan med middelvinde mellem 32,5 og 42,4 meter i sekundet, men ødelæggelserne er stadig enorme og situationen kritisk.

Tag på hospital blæst af

En intensivafdeling med 160 patienter på et hospital i Port Charlotte har fået blæst taget af. Derudover er der meldinger om, at brandstationer er delvist oversvømmede, og at brandbilerne simpelthen ikke kan køre ud, fordi de er under vand.

Man frygter, at der vil komme stormflod, når orkanen presser havvand ind mod kysterne, og lige nu lyder prognoserne, at vandet vil stige mellem 4 og 6 meter.

Oven i det er der også meldinger om massiv nedbør. I Leigh Acres-området er der faldet mere end 30 centimeter regn i løbet af orkanens hærgen.

Samtidig med det er der udsendt 50 varsler om tornadoer som følge af de massive vindstød.

Du kan følge med orkanens hærgen i CNNs liveblog.

Mest Læste

Annonce