Erhvervsministeren udpeger ny formand for Danmarks Grønne Investeringsfond

Infrastruktur

02/03/2020 05:32

Kristian V. Jensen

Det er en af dansk erhvervslivs grønne spydspidser, som nu skal sidde for bordenden i bestyrelsen i Danmarks Grønne Investeringsfond.

"Anders Eldrup har dyb indsigt i og lang erfaring med grøn omstilling, der skaber vækst og arbejdspladser, og han har om nogen forstået, at klima og vækst ikke er hinandens modsætninger, men hinandens forudsætninger. Han har også et betydeligt kendskab til grønne teknologier, og jeg er utrolig glad for, at Eldrup har takket ja til at være formand for Danmarks Grønne Investeringsfond," siger erhvervsminister Simon Kollerup.

Anders Eldrup selv ser frem til arbejdet med Danmarks Grønne Investeringsfond, hvor han blandt andet skal stå i spidsen for fondens indsats som del af Danmarks Grønne Fremtidsfond.

"Danmarks Grønne Investeringsfonds indsats med at tilvejebringe risikovillig kapital, netværk og kompetencer er med til at understøtte den grønne transformation på tværs af industrier. Dermed styrkes forudsætningerne for en accelereret grøn omstilling særligt nationalt, men også globalt. Den grønne omstilling er en fantastisk mulighed for danske virksomheder, som gør grøn omstilling og god forretning til to sider af samme sag, og det er netop tankegangen bag Danmarks Grønne Investeringsfond," siger Anders Eldrup.

Danmarks Grønne Investeringsfond er en statslig lånefond, der har til formål at medfinansiere investeringer, som fremmer en grøn omstilling af det danske samfund. Fonden yder lån til private virksomheder, almene boligorganisationer samt offentlige selskaber og institutioner.

Danmarks Grønne Investeringsfonds nye formand, Anders Eldrup, er tidligere administrerende direktør i DONG Energy. Anders Eldrup var formand for Forum for Bæredygtig Finans, der fremlagde 20 anbefalinger til Finans Danmark i december 2019, og han står nu i spidsen for Bilkommissionen, der om et halvt år fremlægger sit forslag til et helt nyt og grønt afgiftssystem.

I 2010 var Anders Eldrup en af stifterne bag Green Growth Leaders, der arbejder for at accelerere grøn vækst, med en vision om at skabe blomstrende grønne økonomier og samfund. Eldrup er også bestyrelsesformand i Lindoe Offshore Renewables Center og bestyrelsesmedlem i Norlys.

Anders Eldrup overtager posten efter Jørgen Tang-Jensen, som har været formand siden 2016. Bestyrelsen består ud over formand Anders Eldrup af næstformand Hilde Kjelsberg, Jan Bach Jensen, Lars Therkildsen, Lars Schröder og Merete Lundbye Møller. Vækstfonden fungerer som sekretariat for fonden.

Foto: Wikimedia Commons

Mest Læste

Annonce