Foto: Shutterstock
Foto: Shutterstock

Nedsat hastighed og modsatrettet trafik: Her vil turen over Storebælt tage længere tid

Infrastruktur

09/04/2024 08:39

J. Bøgen

Det er vedligeholdelsearbejde af broen, der skaber udfordringer.

I næste uge – uge 16 - bliver der i aften- og nattetimerne arbejdet på Storebæltsbroen med vedligeholdsarbejde bl.a. maling af ekspansionsfuger på den ene af broens to 325.000 tons tunge ankerblokke.

Arbejdet foregår om natten for at skabe et trafikfrit og sikkert område, som samtidig giver mulighed for at udføre arbejdet hurtigere og mere effektivt end i dagtimerne.

Det betyder, at trafikken vil køre dobbeltrettet i den ene side af broen, mens der arbejdes i den modsatte side.

Det skriver Sund & Bælt, der står for driften af Storebæltsbroen, i en pressemeddelelse.

Trafikrestriktioner under arbejdet

I uge 16, startende mandag aften den 15. april, vil trafikken køre dobbeltrettet i aften- og nattetimerne mellem kl. 20.00 og 05.00.

Det gælder mandag, tirsdag og onsdag aften.

Broen lukkes i to omgange af 45 minutter, henholdsvis om aftenen kl. 20 og igen om morgenen kl. 05 i forbindelse med omlægning af trafikken. Der vil opstå ventetid under omlægning af trafikken.

Mens trafikken er omlagt, er hastighedsbegrænsningen 80 km/t, og overhaling er ikke tilladt.

Læs mere om vejarbejderne, og hvornår de præcist vil påvirke trafikken, på storebaelt.dk

Hold dig opdateret

Modtag den aktuelle trafikinformation ved at følge med på X eller tilmeld dig Storebælts bromelding på storebaelt.dk.

Du kan også modtage trafikinfo via SMS. Send til 1231 med Bro Info. Tjenesten ophører automatisk efter 7 dage.

Sådan afvikles trafikken i aften- og nattetimerne mandag, tirsdag og onsdag i uge 16

Grafik: Sund & Bælt

Mest Læste

Annonce