Barfoed: Lad os håbe på en ny Brexit-afstemning

Europa

14/12/2018 06:00

Maja Kirstine Andersen

Nationalisme er ikke svaret på truslen mod vores værdier. Tværtimod svækker det den enkelte nation at stå uden for europæisk samarbejde.

Brexit er en tragedie i flere akter. I skrivende stund er det sidste akt ikke udspillet, men det er vanskeligt at se tragedien vende sig til en komedie. En komedie ville det dog blive, hvis det hele fører til en ny britisk afstemning, der ender med et remain. Selv foretrækker jeg til enhver tid komedien fremfor tragedien; ikke mindst I denne sag. Og måske er der et lille håb.

Winston Churchill var den første, som efter anden verdenskrig gjorde sig tanker om et forenet Europa. Et Europa med et så stærkt samarbejde mellem ikke mindst Frankrig og Tyskland, men også Storbritannien, at nye sønderlemmende europæiske krige skulle  være noget nær umulige. Vi fik det, der nu er den Europæiske Union. Et omfattende samarbejde, der af mange gode grunde går langt videre end den oprindelige idé.

Europabevægelsen Blog

Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her

Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.

Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning

 

Hvor det op til og under Anden Verdenskrig var nazismen, der med udspring i Tyskland truede og undertrykte menneskers frihed og demokratiet, så kommer truslen mod det liberale demokrati i dag primært udefra. Men svaret er det samme som Churchills efter krigen. Vi er nødt til at stå sammen I Europa for at værne om de værdier, vi har bygget op i vores del af verden gennem århundreder.

Det er en fejl at tro, at nationalisme er svaret på truslen mod vore værdier. Intet land, heller ikke Storbritannien, kan stå alene i det forsvar. Svaret er et stærkt samarbejde mellem de europæiske  lande, der deler de grundliggende værdier om frihed og demokrati. Det styrker ikke, men svækker derimod den enkelte nation og dens værdier at stå uden for det samarbejde. Og det øger presset mod de tilbageværende lande i samarbejdet.

Derfor er Brexit en tragedie. Ikke blot fordi det splitter både Storbritannien og EU, men nok så meget fordi de, som ønsker et leave for at bevare nogle værdier, I virkeligheden bidrager til at svække de selvsamme værdier.

Uanset om det bliver Brexit med eller uden aftale eller måske i sidste ende på mirakuløs vis et remain, så vidner dette ulykkelige forløb om, at vi skal tale EU op, ikke ned. Statsministeren har i det seneste år ved flere lejligheder gjort netop det. Samtidig gjorde han det i sin tale i sidste uge til  Europa-Parlamentet også klart, at den stærke danske tilslutning til EU er parret med en skepsis. Særligt i forhold til en stærk centralisering af beslutningerne i EU på bekostning af medlemslandene.

Valget til Europaparlamentet i maj næste år bliver en god lejlighed til at få EU på dagsordenen.

Mest Læste

Annonce