Tanken om et europæisk forsvar er EU’s svar på Loch Ness-uhyret; det er blevet talt og skrevet utroligt meget om det, men ingen tror på, at de nogensinde vil komme til at se det i virkeligheden. Forsvarspolitikken er central for medlemsstaternes suverænitet, og emnet er ultrafølsomt.
Det måtte den franske præsident Emmanuel Macron sande, da kritikken haglede ned over ham, efter han den 6. november (et par dage inden fejringen af 1. verdenskrigs afslutning), i et radiointerview, havde ønsket sig “en rigtig europæisk hær”, der kunne forsvare kontinentet.
Den franske præsident er træt af at se Europa lave små hop på stedet, samtidig med at problemerne tårner sig op foran vores dør. Kina er ved at sætte sig på transportvejene mellem øst og vest. Rusland har én gang for alle defineret EU som sin fjende og opfører sig stadig mere truende. Cyberkrigsførelse er en ny trussel, som man skal tage alvorligt. Mellemøsten er (som altid) en krudttønde.
Mediefællesskabet DenOffentlige
DenOffentlige bliver skabt sammen med dig, der tager medansvar for samfundets udvikling. Vi kalder os for et mediefællesskab og du kan være med. Bliv medlem af fællesskabet og vær med til at præge samfundets udvikling gennem debat, videndeling, cases og nyheder. Kontakt os for at høre mere.
Det nye er, at en fuldstændig uforudsigelig amerikansk præsident stort set har trukket stikket til det forpligtende forsvarssamarbejde; USA opfører sig ikke længere som allieret, men i stedet som rival og modstander. Tillidskrisen i samarbejdet er dyb, og der er ingen, der forventer gode nyheder fra den anden side af Atlanten på den her side af et præsidentvalg.
Situationen er sådan set klar for alle: Europæerne står for første gang siden 1945 helt alene og helt nøgne i skolegården.
Problemet er, at det åbenbart kun er den franske præsident, der har tænkt sig at gøre noget ved det.
Fredens projekt
EU er traditionelt set som ”fredens projekt”. En del af det projekt gik ud på at tøjle de forskellige nationers tendenser til at spille med de militære muskler.
Det var ikke et projekt, der mødte den store modstand. De fleste europæiske lande var mere end lykkelige til at overlade det strategiske forsvar til USA og så ellers bidrage til den kollektive forsikringsordning - og helst ikke for meget.
Europabevægelsen Blog
Debattøren er en del af Europabevægelsens panel af bloggere på DenOffentlige. Se andre indlæg her
Her bidrager en række erhvervsfolk- og organisationsfolk, kulturpersonligheder, undervisere og tidligere toppolitikere med interesse for det europæiske samarbejde til at styrke debatten om EU.
Indlægget er udtryk for skribentens egen holdning
Undtagelsen var den franske præsident de Gaulle (1958-69) Det var en dybfølt overbevisning hos de Gaulle, at et land, der ikke selv er i stand til at forsvare sit eget territorium, ikke eksisterer som magt. Nu må man i Europa erkende sandheden i de Gaulles ord. EU kan fremvise strålende resultater, og er en af verdens største økonomier, men EU eksisterer ikke som magt og er ude af stand til at tænke strategisk og definere sin egen rolle i forhold til den turbulente og truende verden, der omgiver os.
Vi skal igen lære at agere strategisk
Det europæiske projekt har aflært de europæiske magter, hvordan man agerer strategisk - undtagelsen er Storbritannien og Frankrig, der ikke helt har glemt at slås. Alt det, som europæerne har aflært, det er det, som vi skal tillære igen, og for nogen – især Tyskland - vil læringskurven blive meget stejl.
Det var det, som Macrons udmeldinger i interviewet gik ud på. Vi skal kunne “beskytte os” mod Rusland, mod Kina, mod cyberkriminalitet. Vi skal have et “suverænt Europa”, og det betyder, at “vi skal kunne forsvare os selv, og ikke kun, når vi er sammen med USA”.
I løbet af et par sætninger fik Macron sagt alle de ord, der får regeringsledere rundt om i Europa til at blive fjerne i blikket og ryste på hånden, for hidtil har den politiske vilje til at gøre sig fri af den amerikanske paraply været ikkeeksisterende.
Sådan er det ikke nødvendigvis længere.
Præsident Donald Trumps modvilje mod multilateralt samarbejde og hans opfattelse af Nato som en klub, hvor de svageste betaler beskyttelsespenge til den stærkeste, er måske det wake-up call, som EU havde brug for. Problemerne står i kø uden for vores dør. . De går ikke væk af sig selv. Og vi får ikke hjælp af vores amerikanske storebror.
